Stena Danica – Danica II

Den 24. juni 2015 var det 50 år siden, Stena Line-færgen Stena Danica begyndte at sejle i rutefart fra Göteborg til Frederikshavn i 1965. Her på bloggen fejrede vi vores populære fødselar ved at lægge historien om alle de fire fartøjer, som har sejlet under navnet Stena Danica, op. Her kan du læse om Stena Danica II, skrevet af Anders Bergenek og Rickard Sahlsten. Gik du glip af første afsnit? Læs det her!

Den første generation af moderne bilfærger begyndte at blive for små allerede før 1960’ernes udløb. Det var især lastbilskapaciteten som var for begrænset. Stena havde i 1967 og 1968 bygget to natfærger i Norge, hvoraf den første, Stena Germanica, skulle indsættes på en ny linje fra Göteborg til Kiel, der startede i april 1967.

Den anden færge, Stena Britannica, sejlede kort tid på Göteborg-Frederikshavn-ruten i foråret 1968, før hun blev solgt til Alaska.

Da salget var afsluttet, var der kapital til, at man i midten af maj 1968 kunne indgive næste ordre på en Danmarksfærge.  Designarbejde blev ledet af Helge Olofsson fra Stenas tekniske afdeling i samarbejde med Knud E. Hansen. Rolf Carlssons arkitektfirma i Göteborg stod for indretningen. Man tog udgangspunkt i færgen Gedser, som i 1968 blev leveret til den norskejede Molzaulinje på Gedser-Travemünde-ruten.

Sessanlinjen havde siden februar 1968 to nye færger i bestilling, og konkurrentens byggeplaner blev fulgt nøje. Formålet var naturligvis at være et skridt foran de nye Sessanfærger. At Stenas store færge ville blive leveret et halvt år før Sessanlinjens første fartøj – og tilmed i god tid til sommersæsonen – blev opfattet som meget vigtigt i den stadigt hårdere kamp om prestige – og om kundernes gunst.

Helge Olofsson tegnede, slettede og ændrede designet af næsten hele fartøjet. Ambitionen var at forvandle den lidt kedelige Gedser til en færge, der skulle ligne et krydstogtskib. Til sidst havde han skabt et fartøj, som var 3,9 meter længere og en meter bredere, end det oprindeligt var planlagt. Tillægspladsen ved Stenpiren begrænsede den mulige længde til 125 meter.

Optagelse til “Pippi-Danica”

Konceptet Stena Line havde eksisteret i to år, og det havde allerede etableret sig som “folkets rederi”. Med den nye Stena Danica kunne man i væsentlig grad øge omdømmet og standarden for færgerejser til Danmark. Markedsføringsmedarbejderne, med Rune Eriksson i spidsen og rutefartschef Sture Matson som inspirator, så tidligt vigtigheden af at gøre det nye fartøj kendt.

30. juni 1969 afholdtes en dåb på Stenpiren, som alle søfartsinteresserede publikummer sent skulle glemme. Via de store reklamer i avisen blev hele Vestsverige inviteret med til begivenheden. Som døber havde man valgt barneskuespilleren Inger Nilsson, som på det tidspunkt spillede den utroligt populære Pippi Langstrømpe på film og i tv. Idéen var at vise, at de nu havde de unge familier som målgruppe, men naturligvis også for at få børnene involverede, når der skulle vælges færgeselskab til familiens udlandsrejser. Interessen var enorm, og folkeskaren strakte sig over hele Stenpiren og store dele at Pakhuspladsen. Det var næsten, som når en ny amerikanerbåd kom til byen. Det stod klart, at Stena Line nu havde et godt greb om det unge publikum.

Ambitionerne med den nybyggede færge var lykkedes, og mange anser også i dag Stena Danica (II) for at være den flotteste bilfærge, der nogen sinde er blevet bygget. Om aftenen samme dag som dåben, sejlede Stena Danica på indvielsestur i skærgården med tusindvis af indbudte gæster om bord. Det var planlagt således, at den nye færge passerede Skandiahavnen på samme tid, som Stena Germanica afgik mod Kiel. Efter de sædvanlige hilsner sejlede færgerne side om side ud mod Trubaduren, hvor Stena Germanica drejede mod syd og Stena Danica mod nord op forbi Vinga. Billeder herfra blev anvendt mange år frem i reklamer for Stena Lines rejser.

Idéen med indretningen på Stena Danica (II) var at tiltrække det unge og kræsne publikum, ikke mindst dem, som man havde overtaget fra Poseidon nogle år tidligere. Men også erhvervschauffører og sommerferiegæster skulle have en oplevelse af eksklusivitet, og idéen var at give rejsen et tydeligt krydstogtspræg.  Store dele af interiøret var malet i lyse farver, og der var store vinduer og smagfulde beplantninger. Der var ikke meget brandfarligt materiale til stede i indretningen for at imødekomme de fremtidige sikkerhedskrav. Restauranten ”Danska Liljan” forrest på restaurantdækket bød på grillmenu samt smørrebrødsbord og dans. Typisk for denne tid var de danskdesignede hvide plastikstole, som kunne drejes. Andre dominerende farver var rød og grøn sammen med en del messing.

Cafeteriet ”Lodbrok” bagved den centrale indgangshal havde selvbetjening. Oven over, på promenadedækket, i den forreste ende, lå baren ”Trubaduren” med et kasino i en særlig afdeling, et dansegulv med avanceret belysning, stor bardisk og et orkesterpodium. Farverne rustrød og orange med elementer af grønt var de dominerende farver. Lokalerne bød på en storslået udsigt takket være de store vinduer, og det var i lang tid standarden for, hvordan baren på en Danmarksfærge skulle se ud.  Lige bagved baren fandt man konferencelokalet ”Kajutan”, og ved siden af dette lå et indkøbscenter på tværs af hele dækkets bredde med kiosker og små butikker med gaveartikler og parfume. Bagved lå snackbaren ”Kal og Ada”, og mellem disse to sammenhængende lokaler på langs af fartøjets side, lå pubben ”Røde Orm”. Helt bagerst i bagbordssiden lå et ungdomslokale med dansegulv. Det samlede antal passagerer var op mod 1.500, hvoraf de 1.150 kunne tilbydes siddepladser. På båddækket lå der luksuskahytter med privat bad til 20 personer og under vogndækket enklere kahytter til 100 personer samt et saunaområde.

Efter stigningen i kvalitet med den nye Stena Danica (II) til Frederikshavn lå markedet åbent for store investeringer i miniferier og pakkerejser. Det nye Stena Line åbnede en praktisk og tilgængelig vej til udlandet for hele familien. Hele konceptet modsvarer det opsving, Sverige havde nået i slutningen af

1960’erne. Gennem et velorganiseret samarbejde med en række danske hoteller og restauranter kunne man nu tilbyde attraktive priser på pakkerejser med overnatning til næsten et hvilket som helst sted. En god kurs for svenskerne på den danske krone og de attraktive indkøbsmuligheder om bord gjorde rejsen til en god forretning, da man kunne planlægge det godt.

Ændrede forhold

Den anden Stena Danica var ikke den samme økonomiske succes som den første. Der var et fartøj med høje kapital- og besætningsomkostninger samt store lokaler at udfylde. Dette krævede dyre marketingindsatser. De lovgivningsmæssige rammer for toldfri import til Sverige var også blevet ændret og reducerede rederiets indtægter om bord. Publikum var også modnet i alder og behov. Dans til orkester med sanger tiltrak ikke længere på samme måde. Underholdningsudbuddet skulle derfor udskiftes.

Efteråret/vinteren 1969-1970 blev der bygget et nyt overdådigt diskotek på Stena Danica (II) med dansegulv i poleret rustfrit stål, primært for at øge tiltrækningen af de unge. Det blev tegnet af arkitekten Rolf Carlsson og designeren Lars Palmgren. Et andet problem var, at Sessanlinjens Prinsessan Christina og Prinsessan Desirée, som blev leveret i henholdsvis 1969 og 1971, var lige så store og attraktive som Stena Danica (II). Det gamle rederi havde nærmet sig Stena Lines mere populære rutefartskoncept.

På et tidspunkt var der planer om at bygge et søsterskib til Stena Danica (II), men Stena Line ønskede at afvente udviklingen i rutefarten. Værftet var i foråret 1968 meget opsat på at få ordren, da kontrakten skulle skrives. Et år senere havde de fået bestilling på en lang række bulkskibe og var ikke længere nær så interesserede i en færgeordre. Der blev heller aldrig bygget et søsterskib til Stena Danica (II). I stedet begyndte Stenas tekniske afdeling at tegne på en helt ny generation af færger med mange fælles elementer, der skulle bygges som både dag- og natfærger.

Læs næste historiske indlæg om Stena Danica III