Stena Line

Wappen von Hamburg

Færger | Ingen kommentarer

Eftersom Stena Danica fra 1965 allerede er blevet præsenteret på denne blog, må tyske Wappen være det fartøj, der skal præsenteres i forbindelse med året 1965, selvom Stena faktisk købte hende allerede i 1964 via Stena Reederei GmbH i Kiel.

Wappen von Hamburg blev bygget til tyske Hadag og skulle indsættes mellem Hamburg, Cuxhaven og øen Helgoland i Nordsøen. Hun erstattede da et tidligere skib af samme navn. Det var en imponerende udflugtsbåd, som rederiet havde modtaget. Der var flere komfortable og velindrettede restauranter og lounger og endda et mindre antal kahytter. Havet og skibsfart var vigtige ingredienser i den nordtyske kultur. I 1950’erne og 1960’erne blev det uhyre populært at tage på udflugter med Hadags passagerfartøj og opleve Helgoland eller andre frisiske øer, hvor man samtidig kunne bade og hygge sig.

wappen-cafe-solkrog-spisesal-veranda

Wappens indretning med café, solkrog, spisesal og veranda.

De tyske passagerskibe var robuste og kunne klare havets udfordringer, hvilket mange gange var nødvendigt ude på den åbne Nordsø, hvor forholdene var langt mere krævende end omkring f.eks. de svenske øgrupper.

Naturligvis var efterspørgslen efter rejser til Helgoland størst i sommerperioden. Hadag søgte derfor anden beskæftigelse for deres fartøjer i løbet af lavsæsonerne. Det første år var Wappen von Hamburg udlejet til trafik i Caribien mellem Miami og Nassau. Dette blev imidlertid afbrudt af Cuba-krisen, og skibet var tilbage igen i Hamburg i januar 1963.

I vintersæsonen 1963-1964 lejede Skagen-linjen Wappen von Hamburg, som blev selskabets flagskib på ruten Göteborg-Frederikshavn. Det gik så godt, at Stena købte skibet i oktober 1964, efter at hun i sommerperioden havde været indsat i trafikken ved Helgoland. Hun blev efterfølgende sat ind på den lidt længere rute mellem Göteborg-Sandefjord.

WAPPEN-VON-HAMBURG-vid-Vinga

Wappen ved Vinga.

I april 1965 blev Wappen sat ind på den relativt nye rute Stockholm-Mariehamn. Hen mod slutningen af året valgte Stena-selskabet dog at afprøve hende på den længere rute Stockholm-Åbo. Her blev hun en formidabel konkurrent til rederiet De Samseglandes mere traditionelle passagerskibe, som hun kunne konkurrere med takket være sin størrelse, hastighed og kapacitet. Stena valgte imidlertid ikke at udvikle nogen trafik til det finske fastland, og Wappen blev solgt tilbage til Hadag, som netop havde overladt sit store skib, Helgoland, til Tysk Røde Kors for en længere udlejningsperiode. Det tyske rederi havde da også allerede bygget et nyt skib med navnet Wappen von Hamburg, så det ældre skib blev i stedet omdøbt til Alte Liebe.

Wappen-i-Sthlm-augusti-1965-Rickard-Sahlsten-copyright

Wappen ved Stockholm i august 1965 (Rickard Sahlsten copyright).

Hun blev herefter indsat i driften ved Helgoland, men blev også af og til indsat på andre ruter, herunder Travemünde-Rødby. I 1984 blev skibet solgt til rederiet Oltmann i Bremen. Hun skiftede her navn til Helgoland, og ruten blev ændret til Bremerhaven-Helgoland. Derefter fulgte flere ændringer i ejerskabet, men den stadig mindre rentable trafik ved Helgoland fortsatte.

Først i 2005 forlod det 40-årige skib tysk farvand, hvorefter hun blev solgt til en hollandsk virksomhed, hvor det nye navn lød Supper Clubcruise 02. Der var store ombygningsplaner på dette tidspunkt, og det meste af det gamle inventar blev revet ud. Efterfølgende blev hun dog liggende. Via Tyrkiet endte hun i Haifa, Israel, hvor hun blev trukket på land i en årrække, inden hun blev skrottet i tyrkiske Aliaga i 2014. Da gik hun under navnet Orka Sultan.

Karrieren i Stena Line var kort, men Wappen blev en fremragende repræsentant for alle de gode tyske udflugtsfartøjer, som Stena gjorde brug af i de første år; Hein Godenwind, Gorch Fock, Wappen von Hamburg og ikke mindst Helgoland.

Fakta om fartøjet

Fartøjet blev leveret d. 24. maj 1962 fra Blohm & Voss, Hamburg, Tyskland.

Længde: 104,02 m
Bredde:  15,12 m
Bruttotonnage: 3819 brt
Passagerer: 1700 stk.
Kahytter: 21
Lastbiler: –
Personbiler: –

Dette historiske indlæg er skrevet af Anders Bergenek og Rickard Sahlsten. Har lyst til at læse mere om Stena Lines historie og færger, så finder du mange historiske indlæg her.