Göteborg

Stena Line 1962

Ombord | 4 kommentarer

Takket være jeres interesse for vores historie publicerer vi nu vores andet indlæg fra forfatterne til bogen ”Stena Line – Historien om et rederi”, Anders Bergenek og Rickard Sahlsten. Året er 1962. Der er Cubakrise, Sverige vinder VM i ishockey, og det nuværende Stena Line begynder at tage form.

Dette er året, hvor den kolde krig er på sit højeste, og Cubakrisen er på vej til at føre USA og Sovjetunionen ind i en tredje verdenskrig. Heldigvis bliver den militære optrapning afbrudt, og forholdet mellem supermagterne bliver så småt bedre. I Los Angeles begår Marilyn Monroe selvmord, og det føles som om, at uskylden fra 1950’erne bliver lagt i graven. Sverige vinder VM i ishockey i Colorado Springs, og hele det svenske folk lytter til Lennart Hylands klassiske radiospeak om den afgørende puck, der ”glider i mååål”! Hasse Alfredssons og Tage Danielssons komediefigur ”Valfrid Lindeman” ser dagens lys i revyen ”Gröna Hund”.

I Göteborg fandt man den allerede veletablerede og ganske succesrige forretningsmand, Sten A. Olsson. Siden 1939 havde han arbejdet i handelsfirmaet Sten A. Olsson Metallprodukter. Firmaet havde udviklet sig hastigt i en periode, hvor der var stor efterspørgsel på metalråvarer på verdensmarkedet. På dette tidspunkt havde Stena Metall allerede i et par år været den direkte leverandør til de svenske stålværker.

De færreste ved nok, at Sten A. Olsson også ejede og drev syv mindre fragtskibe. Der fandtes således en maritim knowhow i firmaet, selvom Sten A. Olsson på dette tidspunkt ikke kaldte sig skibsreder. Det var handel med metaller, der dominerede forretningen. Stena AB var fra 1962 navnet på det gamle handelsfirma med hovedkontor på Kaserntorget 6 i Gøteborg, mens en stor del af forretningen stadig er placeret i Gullbergs Vass.

Skagen-Göteborglinjen AS
Begyndelsen på nutidens Stena Line blev etableret i sensommeren og efteråret 1962 af den danske forretningsmand Poul Ludvigsen. Han havde base i Frederikshavn, hvorfra han kunne nærstudere betingelserne for Sessanlinjens trafik i Göteborg. Ludvigsen interesserede sig for de svenske husmødres indkøbsvaner i de danske butikker og nåede frem til den konklusion, at det kunne lade sig gøre at åbne butikker med disse produkter på færgens vogndæk. Han så muligheder for at skabe en stor fortjeneste i prisforskellen mellem Sverige og Danmark og i de ”generøse” regler, der gjaldt på dette tidspunkt. Idéen var at oprette nogle simple boder på vogndækket i færgetrafikken mellem Danmark og Sverige, hvor de danske produkter i store mængder ville blive solgt til lavpris under selve rejsen.

Ludvigsen etablerede et lille kontor på Hotel Hoffman i Frederikshavn, hvorfra han arbejdede på at tiltrække kapital til projektet. En række personer blev kontaktet, og ”vinterbanedirektøren” Ernst Nielsen faldt for idéen. På dette tidspunkt var en del færger og passagerfartøjer taget ud af driften i vintermånederne, men AS DS Bornholm af 1866 (66-selskabet) i Rønne havde et egnet fartøj, der kunne udlejes, i form af færgen Østersøen, bygget i 1954.

Den 1. august 1962 gik Ludvigsen og Nielsen til pressen for at fortælle om den nye passagerrute, der begyndte d. 28. september under navnet Skagen-Göteborglinjen AS. I Danmark var det Skagen, der skulle anløbes, og i Sverige Göteborg, der med sit store befolkningstal var en naturlig destination. Overfarten blev beregnet til at vare 3 ½ time. Afsejlingen fra Göteborg skulle finde sted hver morgen og hver aften. Friske råvarer ville i modsætning til de toldfrie varer ikke blive solgt om bord, men skulle derimod bestilles under udrejsen med levering om bord på hjemrejsen. På aftenturene skulle berømte kunstnere deltage i forestillinger samt danse i restauranten, der blev drevet af direktør Egon Pedersen, Hoffmans Hotel i Frederikshavn.

I slutningen af august fremgik det, at Egon Pedersen havde trukket sig som restauratør, og at der var problemer med etableringen af lejeaftalen for Østersøen. I begyndelsen af september trak Ernst Nielsen sig frivilligt fra projektet med begrundelsen ”manglende tid”. Hr. Ludvigsen gav imidlertid ikke op. Efter adskillige forhandlinger ankom Østersøen til havnen i Skagen torsdag d. 27. september, og håndværkere og andre kunne gå om bord. Den forreste del af bildækket skulle ændres til restaurant med dansegulv og scene, mens spilleautomater og roulette skulle bygges i færgens bagerste del.

Opgang og fald
Fredag d. 28. september kl. 18:00 afgik den første færge til Göteborg. Der blev afholdt en stor middag om bord for 70 særligt indbudte gæster. Ludvigsen holdt en engageret tale om den nye rute og dens fremtid. Han fortalte her, at han havde sikret en lejeaftale for færgen frem til d. 15. april.

Den festlige stemning blev dog hurtigt afløst af alvorlige miner. Om lørdagen kom Østersøen først af sted kl. 09:40, næsten to timer forsinket. Overfarten tog 4 timer, og i Skagen opstod der problemer med manglende madleverancer og ubetalte havneafgifter. Først efter en forsinkelse på 3 ½ time kunne færgen sejle tilbage. Aftenturen blev ligeledes forsinket, og de irriterede passagerer var først tilbage i Göteborg kl. 5:00 søndag morgen.

Nogle få dage senere meddelte de ansatte om bord, at man havde indgivet nye lønkrav til rederiet, og man derfor ikke havde i sinde at arbejde videre, medmindre disse krav blev imødekommet. Det fremgik ligeledes, at 66-selskabet ikke havde fået den leje, som i henhold til aftalen skulle forudbetales hver måned. Morgenturen blev indstillet, og da 300 passagerer krævede, at pengene skulle refunderes, viste det sig, at kassen var tom.

Tirsdag eftermiddag d. 2 oktober blev der indkaldt til pressekonference på Østersøen kl. 15:30. Her blev det oplyst, at en reorganisering af virksomheden havde slået fejl. Færgen forlod Göteborg omkring kl. 16:00, på vej til Skagen. Den ankom kl. 20:00. Efter halvanden time fik fem advokater lov til at gå om bord for at undersøge udstyr og varer, der fortsat var på færgen, og som kunne tilhøre de respektive ejere. To dage senere sejlede Østersøen til Rønne. Tvisterne omkring Skagen-Göteborglinjen AS fik et retsligt efterspil, hvor alle de involverede parter bebrejdede hinanden. Poul Ludvigsen lod sig imidlertid ikke afskrække. Han var klar til at vende tilbage for fuld kraft.

StenaflådenIGullbergsvass1962FotoÖrjanHellertz_LudvigsenØstersøen

Stena-flåden i Gullbergsvass 1962, foto Örjan Hellertz samt presseklip med Ludvigsen på Østersøen

Sten A. Olsson trådte ind på scenen

Idéen om at sælge toldfrie varer på skibene, der var på vej til Danmark, blev drøftet hos Stena AB. Man havde bl.a. noteret sig det store salg i trafikken mellem Sverige og Åland. Sten A. Olsson var klar over, at profitten var ret god.

Poul Ludvigsen søgte via fragtagenten Valdemar Christensen i København at få stablet et møde på benene med Sten A. Olsson, i håb om at han ville indskyde kapital i en rekonstruktion af det mislykkede selskab. Et møde mellem Ludvigsen og Olsson fandt sted på Brønnum Café på Kongens Nytorv i København. Ludvigsen fortalte udførligt om de forskellige planer. Sten A. Olsson virkede ikke til at være særligt interesseret, men pålagde dog Valdemar Christensen at undersøge visse forhold.

Sten A. Olsson besluttede sig efterfølgende for at genoprette ruten til Skagen. En aftale blev etableret med 66-selskabet om leje af færgen Østersøen. Da forhandlingerne var på plads, fik pressen information om den nye Stena-ejede virksomhed, Skagenlinjen, med Sven Lindholm som direktør og Poul Ludvigsen som konsulent. Sidstnævnte var dog kun ansat kortvarigt.

De første annoncer

De første annoncer

Trafikken genoptages
Omkring kl. 8:00 om morgenen torsdag d. 20. december kom Østersøen tilbage til Göteborg og lå til ved Stenpirens sydside. Bag kulisserne lurede der en heftig aktivitet med diverse reklamekampagner og annoncer i medierne om ”juletrafikken”. Tømrerne arbejdede intensivt på Østersøens dæk med at bygge kiosker og diske til toldkontrollen. Bortset fra et lille opbevaringsrum på kajen, var der ingen ledige lokaler på land. Alt skulle med om bord.

Fredag d. 21. december kl. 08:30 sejlede man den første ”uofficielle” tur til Skagen. Skagenlinjen var en realitet. Efter to timers forsinkelse kunne Østersøen sejle tilbage til Göteborg og lægge til land ved Stenpiren kl. 18:45. Overfarten var både hård og kold, hvor det blæste med 12-15 sekundmeter, og kun et begrænset antal passagerer havde valgt at tage med, sammenlignet med de 350 billetter, der var blevet reserveret på forhånd. Rederiets repræsentanter måtte under turen tømre klaveret fast, da det ganske enkelt rullede gennem spisesalen. Ved indsejlingen til Skagen bekræftede den ugunstige vind fra sydøst, at Østersøen virkelig havde den maksimale størrelse til byens havneløb.

Weekenden d. 22.-23. december sejlede Østersøen én dags- og aftentur pr. dag. Restauranten om bord blev ledet af køkkenchef Yngve Hansson, der på dette tidspunkt drev både Gottskärs havsbad og restauranten Drufvan i Stockholm. Den danske besætning ville fejre jul derhjemme, og Østersøen sejlede derfor over til Skagen juleaften og tilbage til Göteborg anden juledag.

Straks derefter blev den normale færgetrafik genetableret. Allerede i midten af januar gik Skagenlinjen ud i pressen for at meddele, at firmaet havde været en succes, og at man havde anskaffet sig to nye skibe til foråret, der skulle anvendes til en lignende trafik. Muligvis skulle der også etableres nye ruter i 1963.

Trafikken fortsatte med stor succes t.o.m. d. 10. februar 1963, da rederiet blev tvunget til at tage en pause på grund af is i Kattegat. Østersøen, der formåede at sejle 57 ture mellem Göteborg-Skagen, skulle returneres til 66-selskabet på Bornholm d. 15. marts.

Skagenlinjens forretningsidé var indledningsvis ret simpel. Rederiet skulle leje eller købe færger med lave, faste udgifter. De skulle helst sejle med det maksimale antal passagerer, som skulle lokkes til at handle om bord for så mange penge som muligt. Ud over de traditionelle toldfrie varer skulle der også sælges mad. Naturligvis skulle passagererne også fristes til at spise og drikke i restauranterne og barerne. Forretningen var baseret på indtægterne ombord. Selve billetindtægterne var i den forbindelse underordnet.

Denne form for ruter var med til at dække et behov i det daværende svenske samfund. I forhold til nabolandene havde man et ret højt prisniveau. Især muligheden for at handle billig alkohol var et spørgsmål om frihed i et land, der havde haft individuelle indkøbskvoter for alkohol indtil et årti tidligere. Sten A. Olsson satsede derfor helt rigtigt, da han i 1962 etablerede Skagenlinjen. Hvem kunne have forestillet sig, at han stiftede en virksomhed, som under navnet Stena Line skulle vise sig at blive verdens største rederi? //Anders Bergenek og Rickard Sahlsten.

Læs det første indlæg af forfatterne “Stena Line i vores hjerter

Vi håber, at du finder disse indlæg lige så spændende, som vi gør. Du er velkommen til at kommentere, hvis der er noget, du vil vide mere om. Det næste historiske indlæg handler om vores første færge, Østersøen.

PS. Ønsker du at læse mere af herrerne Bergenek og Sahlsten og vores historie, kan du finde deres bog, ”Stena Line – Historien om et rederi” her (svensk version).

Læs mere om Stena Lines historie i indlæggene “Stena Line i vores hjerter” og “Østersøen“.


  • Lennart Sjöberg says:

    Detta var mycket intressant läsning, jag passerade genom alltihop och kände Yngve Hansson eftersom jag var picollo på Gottskärs Havsbad och diskade mig fram och tillbaka på färjorna och upplevde den intensiva stämningen, kanske skulle man veta hur många fler rederier som var framme och nosade på det hela, men jag minns när Stena plötsligt tog över mycket väl, för då var jag på dom andra båtarna.

    • Maja says:

      Hej Lennart.
      Tusind tak for din besked og for din interesse, det er sjovt at høre, at du har været med dengang og kendte Yngve Hansson.
      Det må have været en spændende tid.
      Med venlig hilsen
      Maja / Stena Line.

  • […] mere om Stena Lines historie i indlæggene “Stena Line i vores hjerter“, “Stena Line 1962“,  “Østersøen” og “Stena Line […]

  • […] mere om Stena Lines historie i indlæggene “Stena Line 1962” og […]