Skiferie i Norden

Sådan forbereder du dig til skiferien

Norge | Ingen kommentarer

Der er mange ting at tænke på, når du planlægger din skiferie. Måske har du mange års erfaring efterhånden, og så har du sikkert en god plan, som du følger år efter år. Men er du helt ny – eller forholdsvis ny – på ski, så har jeg her nogle gode råd til, hvordan du kan forberede dig til din skiferie, så du får mest muligt ud af den.

Hvor går turen hen?
Har du godt styr på, hvor du egentlig skal hen? Hvordan området er, hvordan pisterne er, hvordan mulighederne for at leje udstyr er? Jo bedre du er forberedt hjemme fra, jo hurtigere kan du komme igang med det, du helst vil: At stå på ski. Derfor er det altid en god idé at søge information om det sted, du rejser til.

Hvordan skal du bo?
Du har måske allerede booket overnatning på hotel eller i hytte – eller du har fundet på noget helt trejde, som passer bedst til dig. Uanset, så er det igen en god idé at finde ud af, hvor meget du skal have med hjemmefra af fx sengelinned, håndklæder og mad. Mange vælger nemlig selv at tage mad med hjemmefra, men der er ofte også masser af muligheder for at spise ude, så du ikke selv behøver at stå i køkkenet. Tjek det hele, inden du rejser hjemmefra, så du ikke mangler noget – eller kommer til at betale for dyrt for noget, som du selv kunne have klaret.

Er fysikken i orden?
At stå på ski er en fantastisk måde at bruge kroppen på, og det giver en skøn følelse af at ‘være i live’. Men hvis det også skal være skønt på dag to, når den første dag er brugt på ski, så skal de fleste af os forberede os godt – dvs. træne – hjemmefra. Og det er ikke nok at starte 14 dage før afrejsen for de fleste af os. Det er nærmere en god idé at træne kroppen op 2-3 måneder før, du tager afsted.

Du kan gøre dig klar og træne kroppen ved at melde dig til skitræning i fx et fitnesscenter, eller du kan lave dit eget træningsprogram med konditionstræning og styrketræning. Konditionstræningen kunne fx består af 2-3 timers løb, stavgang, rulleskøjteløb eller cykling – alt sammen øvelser, der giver styrke i lårmusklerne – mens styrketræningen kunne være 2-3 gange styrketræning i 20 minutter af mave, ryg, arme og ben. Uanset hvad du vælger, så er det vigtigt, at du lægger et program, der ikke er for hårdt, men så tilpas, at du kan holde det ud.

En trejde mulighed er at finde træningsprogrammer på nettet, som du kan lave, når det passer dig bedst.

Selvom det er gode råd, må jeg jo også indrømme selv at være til den dovne side – så personligt har min fysiske forberedelse består i nogle forskellige benøvelser samt indkøb af brugt cirkeltræner/crosstrainer, så jeg kan gøre det hele hjemme i stuen med fjernsynet tændt. 🙂

Hvis du er godt forberedt fysisk, bliver din ferie ikke bare meget bedre – du minimerer også risikoen for skader, så sæt i gang!

 

Tags: