Stena Line år 1967

I 1967 ændres reglerne for import af toldfrie varer. Den såkaldte 24-timers regel indføres, og det indebærer, at passagerer, som ønsker at importere toldfrie varer, skal have været ude af Sverige i mindst 24 timer. Hos Stena Line er man velforberedt på denne situation og udvikler virksomheden i overensstemmelse med de nye forhold.

Det forrige års sommertrafik med passagerskibe på ruterne Trelleborg-København, Lysekil-Skagen og Luleå-Kemi blev afviklet. Denne trafik havde ikke længere noget bæredygtigt grundlag grundet de ændrede importregler. Det indebar, at Afrodite blev overflødig og blev udlejet til trafikken over det sydlige Øresund. Her stødte hun også på kollegaen Stena Baltica, som i løbet af vinteren og foråret var blevet udlejet til det samme område. På årets liste over udlejede færger fandt man også Stena Nordica, som sejlede for British Rail mellem Stranraer og Larne i Det Irske Hav. Stena viste sig at være meget dygtige, når det kom til at søsætte deres skibe, og løsningerne viste sig ofte at være ret utraditionelle for tiden.

Passagerskibet Poseidon fortsatte derimod på ruten Stockholm-Mariehamn. Man mente, at der var muligheder for at udvikle ruten, selv med hensyntagen til de nye toldregler. Passagertallet var stort, og det populære fartøj havde en god belægning. De nye toldregler medførte et opsving for hotelejerne i Åland. Mariehamn by night blev i stigende grad præget af de svenske fritidsturister, som sejlede dertil, overnattede, og sejlede hjem igen med deres toldfrie varer.

 

En ”malkeko”

Ruten Göteborg-Frederikshavn med den lille, men yderst effektive Stena Danica blev årets overskudsmaskine for Stena Line. Vogndækket blev ofte fyldt med lastbiler. Når de forsvandt i løbet af sommerens industriferie, blev færgens bildæk i stedet fyldt med turisternes personbiler. Folk fra Göteborg sejlede fortsat til Frederikshavn, dag som aften. Servicen og maden ombord blev bare bedre og bedre.

Også i Danmark nød hotelbranchen godt af ​​den nye 24-timers regel for import af toldfrie varer. Det skønne Skagen blev et særligt populært rejsemål for Stena Lines passagerer, selvom de nu tog søvejen via Frederikshavn. Også storbyen Aalborg tiltrak mange svenskere.

Trafikken til og fra Jylland gav et stort økonomisk overskud. Den relativt korte overfart indebar, at der kunne sejles fire gange om dagen. Antallet af rejsende i Göteborg-regionen var stort, og der var passagerer nok til både Stena Line og Sessanlinjen. Belægningen på færgerne var høj. Selvom Lion Ferry i Varberg konkurrerede med Göteborg-rederierne om passagerene til Jylland, kom de ikke i nærheden af Stena Lines tal.

Selvom Stena Danica kun var to år gammel, var det tydeligt, at det var nødvendigt at erstatte hende med en meget større færge. På tegnebordet var planlægningen dog allerede i fuld gang.

En prestigefyldt rute

Stena havde siden 1963 bedrevet færgefart på ruten Nakskov-Kiel via det danske datterselskab KL-Linjen. Planlægning af ruten Göteborg-Kiel havde stået på siden 1964. Trafikken skulle have været påbegyndt i 1966, men dette blev udskudt grundet problemer under byggeprocessen.

Nu, i 1967, var det endelig blevet tid til, at selskabets nye flagskib Stena Germanica skulle sættes ind i færgetrafikken. Ruten mellem Göteborg og Kiel var på hele 244 sømil, og den nye færge havde ekstraordinære hastighedsressourcer på op til 23,5 knob for at kunne klare en enkeltrejse på lige godt 11 timer. Stena Germanica var også klart Stena Lines største færge. Med den nye rute til Kiel blev Stena Line, som selskabet nu var begyndt at kalde sig, også i en forretning med en meget høj prestige. Den lange Kiel-rute repræsenterede noget helt andet end den gamle fornøjelsestrafik til Skagen. Men ideen bag ruten var alligevel den samme. Borgerne i Göteborg havde fået et nyt rejsemål. Stena Line så ikke kun Kiel som et attraktivt mål, men også nærliggende byer som Hamborg, Bremen og Hannover.

Det var fortsat passagererne, der blev prioriteret, frem for godset hos Stena Line. Det blev også afspejlet på færgens bildæk, hvis sider var optaget af kahytter.

Vesttyskland gennemgik i anden halvdel af 1960’erne en stor økonomisk udvikling. Landet lagde én gang for alle efterkrigstiden bag sig og så på trods af de politiske spændinger i Europa på fremtiden med stor optimisme. I 1967 sejlede færger fra Sverige til Travemünde/Lübeck fra Trelleborg, Malmö, Helsingborg og Nynäshamn. Selvom konkurrencen var hård, var den lange rute Göteborg-Kiel en tidsmæssigt effektiv måde for passagererne, når de skulle fra Göteborg-regionen og nordpå.

Stena Germanica blev leveret d. 15. april 1967. Dåben af det dengang helt nye fartøj blev gennemført en uge senere ved Stenpiren af Helga Renger, der var hustru til Kiels førende politiker. Efterfølgende blev Göteborgs borgere vist rundt ombord på fartøjet. Dette viste sig at være en god reklame. Stena Germanica var indrettet meget smagfuldt og elegant og lokkede med førsteklasses rejser.

 

Ny terminal

Skandiahamnen i Göteborg var på dette tidspunkt næsten færdigbygget. I områdets nordvestlige del åbnede Stena Line en ny terminal til Tysklandstrafikken. Den smukke terminalbygning var placeret på et bjerg og omfattede bl.a. et venteværelse, told- og paskontrol, cafeteria og administrative områder.

Stenpiren havde i sin nuværende form ikke plads til både Tysklands- og Danmarksfærgerne. Med Stena Germanicas meget stramme tidsplan var det hensigtsmæssigt at springe over den langsomme vej ad Göta Älv.

Den første færge, som kom til at bruge Tysklandsterminalen, var faktisk Stena Danica, der ankom for at læsse lastbiler, i stedet for som tidligere at sejle ind i Sannegårdshamnen på vejen til Frederikshavn.

Vellykket start

Det viste sig, at det ikke var muligt at sejle med 23 knob hver dag i forsøget på at overholde en meget stram tidsplan. Til at begynde med sejlede Stena Germanica aftenture kl. 19.00 hver dag og yderligere en dagstur om lørdagen. Dette indebar, at aftenturen blev udskudt. Overfarten tog 12-13 timer. Tidsplanen gjorde det muligt for passagererne at indføre toldfrie varer ved hjemkomsten. Efter den første sommer øgedes antallet af ture i de kommende år, men dog aldrig til de to ture pr. døgn, som man havde planlagt.

Man ønskede at anvende den store Tysklandsfærge mere effektivt, og i efteråret 1967 fik den derfor også dagsture på ruten Göteborg-Frederikshavn. Dette medførte en enorm aflastning for Stena Danica.

Stena Line havde budgetteret med 100.000 passagerer i det første år til Kiel. Resultatet var imidlertid hele 120.000. På trods af dette var rutens lønsomhed utilstrækkelig, hvilket er årsagen til, at trafikken blev intensiveret i efteråret. Stena Germanica var et dyrt fartøj at holde i drift.

Endnu en storfærge

Stena Germanicas tyske søsterskib Stena Britannica blev leveret i december 1967. Hun var stort set identisk med sin søster. Inden leverancen gjorde man sig mange spekulationer om, hvor færgen skulle indsættes. Naturligvis mente Stena Line, at det endnu ikke var økonomisk muligt med to færger på Kiel-ruten. Rederiets konkurrenter i både Sverige og England skælvede ved tanken om, hvilke planer de så måtte have. Måske skulle Stena Britannica sejle på ruten Esbjerg-Harwich eller på Tilbury-Calais? Hvem kunne vide det? Navnet syntes at antyde en trafik til en britisk havn.

Løsningen blev som så ofte med Stena Line helt uventet. Stena Britannica blev nemlig sat ind på ruten Göteborg-Frederikshavn, mens Stena Danica blev udlejet til Townsend Brothers Ferries. På denne måde fik Stena Line en tonnage på Frederikshavnsruten, som slog alle konkurrenter, både i størrelse og standard. Jo, det var altid spændende at se, hvilken udvikling fremtiden ville bringe.

Afvikling af gamle ruter

I løbet af sommeren 1967 anvendtes den leasede danske færge Lohals på ruten Nakskov-Kiel.  Konkurrencen blev øget, hvilket gjorde denne trafik mindre interessant, og efter sommerferien blev ruten nedlagt én gang for alle.

Da det nye færgeleje i Nakskov var på plads i 1965, var aftalen mellem Stena og Nakskov Havn sejlads i ti år. Den indstillede trafik viste, at færgemarkedet var meget vekslende og vanskeligt at forudsige. Det tog tid for Stena at nå til enighed med kommunen om afviklingen.

Sommeren 1967 blev også den sidste sæson for Stena Line på ruten Tilbury-Calais. Dette år blev der lagt til kaj ved Southend, så man kunne afhente udflugtsrejsende. Årets færge på ruten var Stena Baltica, som var for lille og havde for dårlige hastighedsressourcer til denne krævende rute.

Britiske konkurrenter så med unåde på det svenske indgreb i trafikken over Den Engelske Kanal. Det gjorde det derfor lettere for Stena Line at etablere en aftale, hvor det britiske rederi Townsend Brothers Ferries ganske enkelt købte denne rute. Samtidig fik Stena Line en aftale med briterne om, at de skulle leje Stena Danica i den kommende vinter- og forårsperiode. På denne måde blev det muligt i stedet at indsætte den nye og større Stena Britannica på Frederikshavnsruten. I 1967 så man virkelig, hvordan Stena på fleksibel og ukonventionel vis anvendte sine færger. Stena Line tilførte ganske enkelt branchen innovation og nytænkning.

En stor tak til Anders Bergenek og Rickard Sahlsten dette historiske indlæg. Hold øje med næste indlæg fra Anders og Rickard her på bloggen og på vores sociale kanaler.

Interesseret i mere af denne slags? Læs flere historiske indlæg om Stena Lines færger.