Sommerferie i Sverige

Miniferie med sommeroplevelser for hele familien

2019-05-09 | Sverige | 2 kommentarer

Sug i maven, spændende seværdigheder, fart, action, hygge og afslapning med familien. Vestsverige byder på masser af muligheder for en sjov miniferie eller et weekendophold for hele familien.

Der er rigtig mange oplevelser for hele familien, der venter på den anden side af Kattegat. For små børn vil selve færgeoverfarten være en stor oplevelse! Her kan de hygge sig i legerummet, gå en tur ud på dækket og kigge ned i vandet. Når I bliver sultne, kan I spise en lækker buffet i restauranten og derefter kan I gå en tur ned i shoppen og kigge – og måske købe lidt godter til turen. Måske skal man lige kigge tilbudskataloget igennem inden turen og være sikker på at få de gode tilbud med?

Et godt bud på en miniferien kan være Skaraborg, som ligger mellem de to største søer i Sverige, Vänern og Vättern. I kan f.eks. tage teltet med og campere, da der er mange spændende muligheder for campingferie i Sverige. Brug f.eks. en af de dejlige sommerdage til at tage i Skara Sommerland, som ligger 8 km øst for Skara – så kan I passende starte jeres camping-miniferie med et par overnatninger på Skara Sommerlands Camping. Så er I klar til at bruge en dejlig dag i parken med sjove forlystelser! Sejler I med Stena Line, får børnene endda gratis entré til Skara Sommerland! I skal bare vise rejsebeviset ved indgangen for at få ungerne gratis ind.

 

Skara sommerland

 

Parken har omkring 350.000 besøgende om året, og her kan både børn og voksne boltre sig i alle de sjove forlystelser. Især er vandparken helt fantastisk! De fleste børn elsker at bade og plaske i vand, så de 4 millioner liter vand i vandlandet vil helt sikkert gøre lykke. For de mindste er der en piratø med vandkanoner og vandklatring og for de større er der forlystelser som ”Big Drop”, hvor du har 21 meters frit fald ned i det lækre, opvarmede vand, som altid er 25 grader varmt eller ”Cobra”, som er en stor gummiring med plads til fire – og der er fuld fart på, når det går ned ad – og I 2019 kan I glæde jer til den store nyhed ‘Waka Waka’, som er en vandrutsjebane med masser af fart på!

Sommerlandet har også et stort udvalg af forskellige forlystelser, hvor man kan få sug i maven. Også her er der noget for både vovehalsene og for de helt små. Små børn under 1 meter kan muntre sig på legepladsen og i legeborgen, tage en tur med sommerlandstoget eller i de sjove ”Kottekarusseller”. For de fartglade er der forlystelser som rutsjebanen ”Tranan”, hvor alle over 110 meter kan få en vild flyvetur og luft under vingerne. Der er også luftgynger, radiobiler, rodeo, tekopper, vikingeskib og en krydsning mellem en snurretur og en rutsjetur i ”Spinner” – der er noget for enhver smag og eventyrlyst!

skara-sommerland

Masser af fart og action i Skara Sommerland!

Efter en hyggelig dag i sommerlandet venter andre sjove oplevelser i området. 65 km fra Skara Sommerland ligger Karlsborgs Fästning. Fæstningen ligger på Vanäs Udde i søen Vättern. Efter krigen i 1808-09, hvor Sverige havde mistet Finland til Rusland, blev Stockholm pludselig en grænseby og var derfor mere udsat end tidligere. Derfor besluttede kong Carl XIV Johan i 1819 at bygge en centralt placeret fæstning, hvor kongefamilien, regeringen og guldreserverne kunne beskyttes, hvis der skulle blive krig.

I dag er fæstningen et populært turistmål, og stemningen summer af historie og eventyr. Og der er noget for børnene også! Oplev f.eks. det spændende live-eventyr ”Jagten på de forsvundne svenske guldreserver”. Eventyret begynder med en 3D-film, og derefter bliver man selv en del af den spændende guldjagt. Eventyret tager en med ned i de mørke, underjordiske gange på Karlsborg Fästning for at lede efter ledetråde. Selv om man ikke er supergod til at forstå svensk, kan man sagtens følge med i historien og få en sjov oplevelse.

Efter en dag med historie og eventyr kan I sikkert sagtens klare en tur i bølgerne igen, og hvad kan være bedre end at tage børnene med til Arena Skövde, der har modtaget prisen for bedste eventyrbad flere år i træk?

arena-skovde

Plask, afslapning og sjove rutsjebaner i vandlandet Arena Skövde

De små vandhunde vil elske at kaste sig i bølgerne og prøve kræfter med vandrutsjebanerne og de vilde strømhvirvler. Der er ikke mindre end 6 forskellige vandrutsjebaner, og her er noget for både store og små. Eventyrbadet er åbent året rundt, og om sommeren er det lækkert at opholde sig i udeområdet, hvor der er et stort grønt område med både beachvolleybane, fodboldmål og udendørs bassin. I kan selv tage mad med og nyde en picnic og slappe lidt af i liggestolene.

Sidste dag i herlige Vestsverige kan bruges på en tur til eventyrslottet Läckö Slot, som med sine brystværn og tårne er en historisk perle på bredden af ​​søen Vänern. Her er der også sjove oplevelser for børnene, som kan se teater specielt tilpasset deres alderstrin. Der er også en hyggelig have og naturskønne omgivelser, hvor man kan nyde solen og hygge sig.

lacko-slott

Oplevelser for børn på eventyrslottet Läckö Slott

Skulle der være tid og energi til flere fornøjelser, byder dejlige Göta Kanal på flere aktiviteter og afslapning. Gå en tur på det blomstrende bjerg Kinnekulle, som har en unik natur, lej en cykel og tag en herlig tur langs stierne ved kanalen eller deltag i nogle af de forskellige sommerarrangementer som f.eks. ridderspil, musikfestivaler, golfmesterskaber og meget andet.

Efter en miniferie med børn på 4 dage fyldt med sjove oplevelser for både store og små kan turen gå hjemover igen – men hvis I har flere dage, er der masser af andre spændende oplevelser i Sverige! Uanset om I er til storbyferie på hotel, campingferie i vildmarken eller skønne sejlture i skærgården, så byder Sverige på utallige oplevelser. Der er action på fjeldet, i skoven eller på vandet for de fartglade, spændende naturoplevelser og rigt dyreliv for naturelskerne og sjove forlystelser og spændende kulturoplevelser for både store og små.

Det er skønt at holde ferie i Sverige, hvor man kan nyde de lange, lyse nætter og den storslåede natur. Sommerferie i Sverige er både nemt, bekvemt, hjemligt og alligevel så fantastisk anderledes – og så er det kun få timer bag rattet til alle de skønne oplevelser!

Afstande:

  • Fra Göteborg til Skara Sommerland: 136 km
  • Fra Varberg til Skara Sommerland: 210 km
  • Fra Skara Sommerland: Til Arena Skövde 19 km, til Karlsborgs fästning 65 km og til Läckö slott 34 km.
  • Fra Karlsborgs Fästning: Til Arena Skövde 46 km, til Skara Sommerland 65 km og til Läckö slot 104 km.
  • Fra Arena Skövde: Til Skara Sommerland 19 km, til Karlsborgs fästning 46 km og til Läckö slot 58 km.
  • Fra Läckö Slot: Til Arena Skövde 58 km, til Karlsborgs fästning 104 km og til Skara Sommerland 34 km.

 

Tips:

  • Rejser du med Stena Line, kan der være penge at spare, når du skal ha’ børnene med til seværdigheder og forlystelser. Læs mere på stenaline.dk
  • Find mere inspiration til din sommerferie i Sverige med eller uden børn på stenaline.dk
  • Få mere inspiration til din ferie med børn i Vestsverige – se Västgötaturen
  • Du kan også finde masser af information om regionen på www.vastsverige.com

 

Maja Petersen

Maja arbejder med digitalt indhold og sociale medier for Stena Line i Danmark. Her på rejsebloggen vil hun skrive om vores destinationer og rejseforslag og lægge historier op om Stena Lines færger og historie. Du er altid velkommen til at kommentere og stille spørgsmål!

  • Emil says:

    Tak for nogle fine forslag! Hvor tit har I afgange til Sverige her i efteråret? Tænker at det kunne være sjovt med et weekendophold i Sverige her i efterårsperioden. Eventuelt i efterårsferien!

Skriv en kommentar

Din email-adresse vil ikke være synlig

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.