MTB i Idre Fjäll

Aktiv ferie med børn på Idre Fjäll

Sverige | 2 kommentarer

Mountainbiking, højdebane, kanosejlads, masser af rensdyr og hygge. Drømmer du også om en aktiv ferie denne sommer? Tag familien med til Idre Fjäll og få en action-pakket ferie for små penge.

Min familie og jeg tog på miniferie til Idre Fjäll denne weekend (fra torsdag til mandag morgen). Her kan du læse om vores oplevelser.

Turen til Sverige starter med færgen til Norge!

Turen startede fra Aalborg torsdag morgen. Vi havde valgt at sejle med Stena Saga til Oslo, selvom Idre Fjäll ligger i Sverige for at undgå at køre så langt. Desuden sker der en masse sjovt for børnene om bord på Stena Saga i højsæsonen, og det ville vi gerne opleve, så vi lagde kursen mod Frederikshavn, hvor vi skulle være senest 30 minutter før afgang kl. 9.15.

Vel ankommet og checket ind kørte vi om bord på færgen. Vi havde booket morgenmad og frokost hjemmefra, så vores tur startede i morgenmadsbuffeten på dæk 8.

 

 

Børnenes Båd: Pirater, trylleri og sjov for børn

Efter morgenmaden var det tid til første aktivitet for børnene på Børnenes Båd (det kalder man Stena Saga i ferierne, da der er mange aktiviteter for børn): Trylleskole med den norske tryllekunstner Erling Solland, hvilket foregik i auditoriet på dæk 8. Her lærte tryllekunstneren børnene nogle sjove trylletricks, og selvom han snakkede norsk, var det letforståeligt for både børn og voksne.

 

 

Vi gik ind og slappede lidt af i C-View på dæk 7 efter forestillingen. Her var det tid til ’danseskole’, men det var der nu ikke nogle af vores drenge, som umiddelbart var interesseret i at være med til – dog var der mange andre børn, som morede sig meget med det.

Vejret var fantastisk, så vi nød også noget af turen på dækket.

 

 

Vi spiste sen frokost i Restaurant Taste, hvor der var mange gode retter for enhver smag.

Kl. 15 var det tid til piratforestilling med Zita og Zotpiraterne – også dette foregik i auditoriet. Drengene var meget optagede af forestillingen med de seje pirater og lidt uhyggelige skuespillere.

 

 

Sidste show på overfarten var ’Hokus Pokus’ – også et magisk trylleshow for hele familien, hvor tryllekunstneren Erling viste mange imponerende tricks – denne gang uden at afsløre, at det måske ikke var ren magi. Han havde masser af levende dyr med til stor begejstring for børnene.

Efter en begivenhedsrig overfart lagde Stena Saga til i Oslo kl. 18.30, og turen fortsatte for vores vedkommende mod Idre Fjäll, ca. 4 timer og 15 minutters kørsel fra Oslo.

Ankomst til Idre Fjäll

De lyse aftener viste sig fra sin bedste side i Sverige (og på turen derop igennem Norge), og vi fandt vores nøgle til hytten i nøgleboksen ved ankomsten til Idre Fjäll omkring kl. 23. Drengene var for længst faldet i søvn på bagsædet, så de blev skippet over i sengene ved ankomsten, og derefter pakkede vi bilen ud.

Hytten var fin, dejligt indrettet og smukt placeret – tæt på det hele og med flot udsigt over fjeldet. Vi boede i en 6-personers hytte i Västbyn (nr. 133).

Efter en godnatøl (medbragt) gik vi også i seng – vi havde jo et ret tætpakket program dagen efter.

 

 

Dag 1: Mountainbiking, børneløb, fjeldvandring og pool

Første dag startede forholdsvist tidligt med morgenmad i hytten og derefter var vi klar. Vi havde på forhånd lejet cykler til hele banden og dem hentede vi på torvet i cykeludlejningen, da de åbnede kl. 8.30. Vejret var lidt køligt fra morgenstunden af, så vi tog lige hjem i hytten efter en ekstra trøje inden afgang.

Mindstemanden på 6 år gik lidt i baglås over cyklen, så ham og farmand blev ved hytten og øvede sig lidt i MTB-kunsten, mens den store dreng på 9 år og jeg begav os ud på en sti, som hed ’Lilla Slingan’, som er en grøn sti på 4 km.

 

 

MTB-stierne er afmærkede og farvet som skipister: Grøn er de meget lette, blå er lette og røde er middelsvære. Der er ikke nogle sorte stier i Idre Fjäll, men der er rig mulighed for at cykle off piste og selv kreere nogle ture, hvis man har brug for endnu flere udfordringer på cyklen.

Vi startede med de letteste, da ingen af os er særligt øvede på cyklerne. ’Lilla Slingan’ var en sjov tur uden de vilde udfordringer, og den passede godt som testtur.

Børneløb med maskotten Aske

Kl. 11 var drengene tilmeldt ’Askeloppet’, et børneløb, hvor de skulle møde maskotten Aske, som meget passende for Idre Fjäll er et rensdyr. Det var en kort spurt for mindre børn, og Victor vandt løbet i fin stil – og fik til gengæld en medalje, et diplom og op til flere kram af rensdyret Aske.

 

 

Børneløbet blev afholdt med start ved ’Fäboden’, som er et hyggeligt sted på fjeldet, hvor der er klappedyr som geder og små ponyer.

Efter strabadserne gik vi ned til hytten, hvor Lars tog en tur ’Fjället Runt’ på MTB – en grøn tur på 7,5 km for sig selv, inden frokost og næste punkt på dagsordenen.

 

 

Med liften til fjeldet

Efter frokost gik vi over til liften og tog turen op til toppen af fjeldet. 6-stols liften ved Vestbakken er åben i sommerperioden, og man kan tage den op til toppen med eller uden sin MTB og enten gå eller cykle ned over fjeldet (man kan også tage liften ned igen, hvis man har lyst til det). Liftkort kan købes ved booking eller i receptionen.

 

 

Der var lidt koldt og blæsende på toppen denne dag, men superflot udsigt!

 

 

Vi fandt en ret udfordrende vej ned over fjeldet, som endte i en lidt uautoriseret nedstigning over en sort piste – drengene syntes, det var ret sejt, at de havde været nede ad en sort piste, da vi kom til bunden.

 

 

Indendørspool med rutsjebane og relax

Vel ankommet til foden ad fjeldet gik vores tur videre til Idre Fjälls flotte indendørs pool. Vi var de eneste gæster, da vi ankom, og drengene havde en fest over at have det hele for sig selv. Der var et fint bassin til børnene med rutsjebaner og hule med lys, et svømmebassin og et relax-område med boblebad.

 

 

Halvt opløste af vandet begav vi os ned i hytten for at slappe lidt af med spil og sofa inden aftensmaden, som kom til at bestå af take-away pizza fra Askes Pizzaria – virkelig gode pizzaer!

Aftenstur med action: MTB på skills-bane og masser af rensdyr

Bedst som vi troede, at nu måtte vi da ha’ taget det værste krudt af Knold & Tot (a.k.a. Victor og Valdemar), så blev vi enige om, at vi da godt lige kunne nå en aftenstur til skills-banen med cyklerne. Mindstemanden havde knækket koden til cykler og grejet det med håndbremsen, som han ikke var vant til hjemmefra, så han var frisk på en tur på fjeldet – så vi begav os afsted. Vinden havde lagt sig og der var blevet superfint vejr – perfekt til en aftenstur.

 

 

Skillsbanen ligger på fjeldet over ’Fäboden’ og består af flere forskellige velanlagte små baner, hvor man kan øve sine færdigheder på cyklen. Her er pump tracks, sving, jumps, drops m.m. og drengene elskede det! Mindstemanden blev hurtigt mere modig end sin mor og kørte snildt på den røde bane, som moren ikke turde prøve…

 

 

Da det alligevel lykkedes os efter mange ’ekstra-ture’ at få pillet det værste pep ud af drengene, cyklede vi retur til hytten – og her mødte der os et fantastisk syn: 5 rensdyr lige uden for vores hytte!

 

 

Da det var første gang, vi så disse rensdyr, tog vi selvfølgelig en masse billeder af dem – men det skulle vise sig, at det langt fra er noget særsyn på Idre Fjäll – det vrimler med rensdyr!

 

 

Dag 2: Kanosejlads, højdebane, badning og MTB

Lørdag morgen vågnede vi op til at fantastisk vejr: Vindstille og solskin. Det var dog lidt koldt fra morgenstunden, så vi tog en jakke på, da vi kørte ud til dagens første aktivitet: Kanosejlads på Burusjön, ca. 7 km fra Idre Fjäll.

 

 

 

Vi havde lejet kano og fået nøgle, redningsveste og pagajer i cykeludlejningen dagen før, så vi kørte af sted, da vi var klar efter morgenmad i hytten.

 

 

Søen var flot, vandet var roligt og vi fik os installeret i kanoen og padlede op langs bredden – rigtig fin udsigt til fjelde, skov og en blank sø. Efter et stykke tid gik vi i land ved en lille plads med en bænk og holdt en pause med lidt snacks og vand.

 

 

Efter et par timer på søen havde vi fået vores padlelyst styret, og turen gik hjem til Idre Fjäll igen. Her spiste vi frokost i hytten, inden vi skulle ud og prøve højdebanen.

Sjov på højdebanen

Der er 3 højdebaner på Idre Fjäll: en lav, en mellem og en høj. Da man skulle være 140 cm for at prøve den høje og begge vores drenge var for lave til den, så havde vi booket os ind på mellemhøjdebanen.

 

 

Her blev vi først pakket ind i hjelm og seler og introduceret til, hvordan man får sig klikket ind i wiren, som går langs med hele banen. Derefter var der fri leg på højdebanen – det var sjovt! Særligt den store dreng nød udfordringen i fulde drag.

 

 

Solbadning og pool: Højfjeldssol på fjeldet

Efter af have været banen rundt et par gange sagde vi farvel til højdebanen og gik ned ad fjeldet. Vejret var nu blevet helt fantastisk varmt, og da vi kom forbi udendørspoolen, var der en vældig aktivitet, så vi besluttede os for at springe i badetøjet og bade/solbade lidt.

 

 

Her kan man snakke om højfjeldssol: Der gik ikke ret længe inden jeg var krebserød i ansigtet efter lidt solbadning, så det var dejligt forfriskende med et dyp i poolen og en is.

Og for at det ikke skal være løgn kom der også et rensdyr forbi poolen – det blev dog jaget ud af en gæst, som ret hjemmevant tog fat i dets gevir, trak det ud af pool-området og gav det et klask bagi!

Funballz, klatring og bungytrampolin ved ved aktivitetshuset

Der var forskellige aktiviteter i og omkring pool-området: Vandrutsjebaner, Funballz (store oppustelige bolde, man kan vælte sig rundt i), bungytrampolin og klatrevæg – og der er et stort program med de forskellige aktiviteter, man kan deltage i på forskellige tidspunkter. Mange af aktiviteterne er endda gratis, når man bor i en af hytterne på området. Se liste over alle aktiviteter på Idre Fjälls website.

 

 

Fjeldet rundt på mountain bike

Ved 17-tiden besluttede vi os for at tage på familie-cykeltur ’Fjället Runt’, en grøn tur på 7,5 km, så vi begav os af sted på vores mountainbikes. Turen gik på grusveje og stier rundt om bjerget, og flere steder kunne man krydre turen med blå eller røde afstikkere med navne som ’Sagoskogen’, ’Jippi’, og ’UppSkaDu’.

Nogle steder blev det lidt for stejlt for mindstemanden opad og lidt for stejlt for moren nedad, men så kunne man heldigvis stige af cyklen og trække 🙂

 

 

Aftensmad i solskin med udsigt

Turen sluttede af ved skills-området, hvor drengene blev kørt trætte, og herefter kørte vi ned over fjeldet til stedet, vi havde udset os til at spise aftensmad – Timmerkojan – som ligger ved vestliftens mellemstation, lige ved siden af det område, der om vinteren er det primære børneområde med 2 rullebånd, børnebakke og legeplads for de mindste. Vi havde set det for 1,5 år siden med sne, men sjovt at se det igen i sommerskrud.

Vejret var stadig fantastisk, så vi sad ude på terrassen og nød vores aftensmad. Mens vi spiste kom der også en flok rensdyr forbi – hele 6 styk.

Det, der var tilbage af aftenen gik med hygge i hytten – og besøg af en flok rensdyr her også. Det vrimler med dem!

 

 

 

Dag 3: Mountainbiking og retur

Søndag morgen var vejret varmt og godt lige fra morgenstunden, og planen var, at vi ville prøve kræfter med flere af stedets MTB-faciliteter inden vi vendte snuden mod Danmark igen.

 

 

Turen gik op ad fjeldet, og planen var, at vi alle ville cykle ned til bunden og tage liften med cyklerne op igen. Vi var dog ikke kommet så langt i denne projekt, da både moren og mindstemanden fik en smule kolde fødder over den ret stejle nedkørsel, så vi tog en lettere vej ned til mellemstationen, og de store drenge tog turen helt til bunden af dalen og tog liften op til os.

 

 

 

Op, op, op: På mountainbike til toppen af Idre Fjäll

Hele familien tog herefter op til skills-området, hvor drengene kørte på pump tracks, mens jeg fik lov til at tage en alenetur helt op på toppen af fjeldet af stien ’Toppleden’ (rød). Sikke en flot tur! Stien bugtede sig op til toppen af fjeldet og på toppen mødte der mig både en fantastisk udsigt – og et rensdyr!

 

 

Turen ned kunne også ha’ været super – hvis ikke det er fordi jeg er en stor kylling på en mountain bike. Jeg fik mig forvildet ind på en rigtig fin sti, men den var for folk, som er lige lidt mere modige end jeg, så det blev halvt trækken/halvt cykling ned.

Da jeg kom ned var drengene ved at være sultne og trætte og Lars ville gerne prøve ’Toppleden’ også, så børnene og jeg cyklede retur til hytten mens Lars tog en sidste tur. Vi afleverede cyklerne ved udlejningen på vej mod hytten – helt vemodigt at vi allerede skulle hjem!

Efter frokost, pakning og oprydning tog vi af sted mod Oslo ved 13.30-14-tiden. Færgen sejlede kl. 19.30, men vi skulle være der kl. 19 (30 minutter før afgang) og beregnede lige lidt ekstra tid til eventuelle uheld og pauser. Vi undgik uheld, men holdt en ispause på vejen, og ankom til Oslo i god tid.

Færgetur med fodbold-VM

Vi kom om bord på piratskibet Stena Saga og efter første stop i vores Family Class Piratkahyt med vores grej stod den på aftensmad i Restaurant Tastes dejlige buffet. Selvom maden var god, blev den indtaget i hast, da der var VM i fodbold på fjernsynet i Riva Bar: Danmark-Kroatien.

 

 

Der var samlet en masse folk til kampen og som de fodbold-interesserede jo nok ved, så var det en spændende kamp ud i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence som jo desværre endte med, at Danmark måtte se sig slået og ude af VM. Men der var spænding til det sidste!

 

 

Herefter var vi flere, der var trætte, og vi gik til ro i kahytten. Drengene elsker at sove om bord, og vi sov herligt, indtil vi blev vækket næste morgen og kørte retur til Aalborg efter en skøn miniferie med tryk på aktiviteterne!

Lyst til selv at komme af sted? Book din tur til Idre Fjäll hos Stena Line!

Har du spørgsmål? Spørg endelig i kommentarfeltet!

 

Bemærk, at dette er et tidligere skrevet blogindlæg, Stena Saga er ikke i trafik.