Stena Lines historie: 1964

2015-05-20 | Ombord | Ingen kommentarer

Man plejer ofte at sige, at 1950’ernes relative stabilitet slutter i 1964. England erstatter samtidig USA som det kulturelle forbillede for resten af ​​Europa. Gennembruddet for den engelske popkultur kommer med The Beatles, som bliver tidens vigtigste repræsentant for genren. Imens optrapper USA sin krigsindsats i Vietnam, hvilket vækker protester. Det sociale klima bliver både mere åbent og frit, men også mere uroligt, sammenfatter Anders Bergenek og Rickard Sahlsten. Herunder kommer de to forfattere med en mere specifik beretning om vores historie i året 1964.

For Stena Lines forgænger, Skagenlinjen, blev dette en begivenhedsrig tid. Rederiet fik for første gang sine egne nybyggede passagerfartøjer, Poseidon og Afrodite. Derudover købte man et af ​​de tyske skibe, der tidligere var blevet lejet. Man gik dog endnu videre og lagde en ordre på ikke mindre end fem bilfærger, der skulle leveres i 1965-1966. Man gik måske nok stille med dørene, men denne frække opkomling havde en drøm om at blive det førende færgerederi i Sverige. I mellemtiden fortsatte man den vellykkede strategi med at indkøbe passagerskibe.

Det, man så, var en adræt, kreativ og fremgangsrig organisation. Rederiet afprøvede konstant mulighederne for nye ruter. Skibe blev bestilt, uden at der var åbenlyse planer for, hvor de kunne indsættes.

Blog_WappenVonHamburg_Poseidon_Wappen

Wappen von Hamburg, Poseidon og Wappen

Fortsat succes i Göteborg

I vinteren 1964 blev tyske Hein Godenwind indsat på ruten Göteborg-Skagen, og den ligeledes tyske Wappen von Hamburg stod for ruten Göteborg-Frederikshavn. Denne trafikløsning stoppede d. 5. april, hvor Wappen von Hamburg skulle tilbage til sin rutefart mellem Hamburg og Helgoland. Skagenlinjens trafik stod nu ganske stærkt. Belægningen var høj, gevinsterne gode.

Den 26. juni blev Hein Godenwind erstattet af Skagenlinjens egen nybyggede Poseidon, som derefter fortsatte i løbet af året på den skiftende rute til og fra Skagen og Frederikshavn. Her havde rederiet fået et fartøj, man selv kunne administrere. I hende så man derfor meget af den kommende forretningsstrategi fra Stena Line. Alle områder ombord blev anvendt til forskellige former for salg. Kioskfaciliteterne var således omfattende, og man havde her et skib, der var bygget for at tjene penge. Samtidig var det et moderne og stilfuldt fartøj, der lokkede både unge og gamle til at rejse.

I løbet af sommeren afprøvede Skagenlinjen en ny rute mellem Göteborg og Læsø. Det var den tidligere omtalte Seebad Warnemünde, der blev indsat på ruten. Læsøs tiltrækningskraft kunne imidlertid ikke måle sig med Skagens, og ruten blev derfor lukket ned efter sæsonen.

I 1964 etablerede Skagenlinjen en ny rute fra Göteborg, den såkaldte Norgepilen. Virksomheden havde store forventninger til denne rute mellem Göteborg og Sandefjord. Premieren med ​​det leasede, tyske skib Helgoland fandt sted d. 30. september.  Et par uger senere blev hun erstattet af Wappen, som Stena nu havde købt til et tysk datterselskab. Hun var naturligvis identisk med det tidligere lejede fartøj, Wappen von Hamburg.

At drive en shoppingrute mellem Göteborg og Norge viste sig at være en genial idé. Trafikken gik mellem to lande, der begge havde høje priser på alkohol, hvorfor de rejsende kom fra både det svenske og norske marked. Det betød ikke noget, at Skagenlinjen hurtigt fik konkurrence fra rederiet Krysspilen, som kopierede konceptet. Ruten var stadig rentabel.

I Norge diskuterede man, om denne type ”spritrute” overhovedet burde eksistere. Politikerne så nemlig ikke venligsindet på spritruten tværs over Skagerrak. Der kom derfor en hurtig reaktion i de svenske og norske finansministerier, og allerede d. 1. marts 1965 ændrede man reglerne, således at omfanget af varer, der måtte indføres, blev stærkt begrænset. Med de nye regler blev trafikken til og fra Norge mindre attraktiv, og Wappen sejlede sin sidste tur på Sandefjord i slutningen af februar​ ​1965.

Endnu et år i Lysekil

Da udlejningen til Skagenlinjen udløb i september 1963, fik Skagen I atter navnet Brynhild. Allerede i december måned ophørte bankernes tålmodighed dog med fartøjets ejer i Gävle, og der blev afholdt en tvangsauktion. Den gamle damper blev købt af Nils Berg og Roland Erkenberg på vegne af et Stena-selskab for blot 255.000 SEK. Brynhild fik atter tildelt navnet Skagen I og blev gjort klar til endnu en sæson. Allerede d. 15. maj indledte hun sæsonen på ruten Lysekil-Skagen. Skagen I var blevet væsentligt større og var desuden pænere dekoreret end de skibe, der sejlede på den selvsamme rute året før. Resultatet blev positivt.

Blog_Bergkvara-Allinge_SkagenII_Bornholmslinjen

Bergkvara-Allinge-skilt og Skagen II, Bornholmslinjen

Videre ud på Østersøen

Halmstad og Uddevalla blev i 1964 vurderet af Skagenlinjen som værende de “gamle” udsejlingshavne. I stedet så rederiet sig om efter nye områder. Fokuspunktet var Østersøen. Det tidligere omtalte fartøj, Østersøen, udfyldte i sommermånederne trafikken mellem Simrishamn og Allinge. På denne korte rute var det dog ikke muligt for passagererne at købe toldfrie varer. Importreglerne i Østersøen gjaldt fra syd samt til og med Karlskrona. Langs den “frie” strækning nordpå var Bergkvara den første havn, der kunne rumme skibe af en passende størrelse.

I juni 1964 indledte Skagen II sin rute mellem Victoriakajen i Bergkvara og Allinge på Bornholm. Havnebestyrelsen var noget overrasket over den hurtige beslutning, men var dog med på noderne og byggede en toldvisitationsbygning på blot én dag. Trods det elendige vejr på indvielsesdagen, hvor Sten A. Olsson i øvrigt kunne berette, at han det kommende år ville være i stand til at indsætte en bilfærge på ruten, blev ruten holdt i gang i otte uger. Satsningen blev ikke nogen egentlig fiasko, men heller ikke nogen stor succes. Mange familier fra det østlige Småland valgte ruten som udflugtsmål, men interessen for at købe ind ombord var ikke nær så stor som på vestkysten. Faktisk følte flere sig generet af, at der blev solgt billig sprut og drikkevarer ombord. Det var de rejsende ikke vant til på Ølands-færgerne. Da importreglerne blev skærpet i efteråret, havde Skagenlinjen ikke længere nogen interesse i at drive ruten.

I midten af ​​september 1964 indledte Afrodite sin nye rute mellem Trelleborg og København/Kastrup. Trafikken passerede gennem Falsterbo-kanalen. Ruten kunne umiddelbart synes at være lidt underlig, men det var en måde at omgå de bestemmelser, der begrænsede indkøbsmulighederne i Øresundstrafikken. Lidt overraskende var det faktisk de danske rejsende, der dominerede passagerlisterne. Denne trafik blev efter nogle år meget succesfuld. Allerede i oktober 1964 blev Afrodite afløst af den meget større Helgoland, som fortsatte frem til vinterpausen.

Trafik til Tyskland

Ruten Nakskov-Kiel fortsatte under rederinavnet KL-Line, der opererede på årsbasis med den gamle færge Isefjord. I mellemtiden blev rivaliseringen intensiveret, da den svenske færgepioner, Linjebuss, indsatte en færge på ruten Korsør-Kiel og tilbød en kombineret trafik via de svenske ruter Helsingborg-Helsingør og Landskrona-København. Tysklandruterne var dog populære, og trafikken syntes at være tilstrækkelig nok til begge parter.

I slutningen af ​​marts 1964 meddelte den danske presse, at Stena i Göteborg ville opstarte en ny rute under navnet “Kielerexpressen” mellem Fåborg på Fyn og Kiel. Det moderne passagerskib Gorch Fock blev lejet fra Hadag i Hamburg. Busser samlede passagererne op i Odense, Nyborg, Middelfart og Svendborg. På to måneder opnåede Gorch Fock 25.000 passagerer. Sommertidsplanen omfattede afgange fra Fåborg kl. 10:45 og fra Kiel 16:30. Overfarten strækkede sig over 3 timer og 45 minutter. Om lørdagen lå afgangstidspunkterne dog senere, og aftenoverfarten blev udlagt som et dansekrydstogt.

Hein Godenwind, som var blevet frigjort fra Skagenlinjens trafik i Göteborg, blev i stedet indsat i slutningen af ​​juni måned og året ud i trafikken mellem Fåborg og Kiel. I oktober kunne køkkenchef Hans Petersen fremvise det fabelagtige smørrebrødsbord om bord på Hein Godenwind. Dette var blevet udformet som en silhuet af skibet. At tage del i denne herlighed kostede 9,50 DKK. En del oplysninger tyder på, at der i kortere perioder også har været trafik på ruterne Fåborg-Flensborg og Sønderborg-Kiel.

En supplerende rute, Fåborg-Kappeln, med en rejsetid på 2,5 timer blev indviet d. 12. juli 1964 med den helt nye Afrodite, som de fleste dage afgik fra Fåborg kl. 9:00 og 16:30. Overfarten tog 2 timer og 45 minutter. Om lørdagen blev den sidste tur lagt en time senere, mens der om søndagen var dans til levende musik i “Salon Kattegat”.

Det var gode tider, og repræsentanterne for Fåborg holdt det på ingen måde hemmeligt, at man forventede en udvidelse i form af en bilfærge til Tyskland. Stena havde unægteligt valgt at satse på denne lille danske kommune, der således blev noget af et knudepunkt for passagerruterne til Tyskland. Det var også værd at bemærke, at Stena allerede på dette tidspunkt drev to ruter til Kiel, hvor man her var i gang med at opbygge en yderst stærk position.

Blog_Afrodites_sjösättning_i_Husum_Afrodite_i_Skagen_Sten_A_Olsson

Afrodites søsætning i Elmshorn, Afrodite i Skagen samt Sten A. Olsson

Usikker fremtid

Mens Skagenlinjen og KL-Line tjente masser af penge på shoppingture, var dette en trafik, hvor fremtidsudsigterne var ret usikre. Regeringerne i Sverige, Danmark og Norge kunne ikke lide denne form for trafik, der ikke var baseret på erhvervsmæssig transport, men i stedet blev finansieret gennem passagernes toldfrie indkøb af alkohol og tobak om bord. Det var derfor rimeligt at antage, at restriktioner på importen af toldfrie varer var nært forestående.

Stena udnyttede i løbet af 1964 den eksisterende lovgivning fuldt ud ved at etablere ruter, der gik fra Bergkvara og Trelleborg til Bornholm og København. Det var destinationer, der normalt var omfattet af begrænsninger vedrørende toldfri import. Samtidig var man naturligvis klar over, at forudsætningerne for trafikken ville ændre sig. Måske var det derfor, at Stena Line i 1964 lagde særlig vægt på at udvikle bilfærgerne. Man bestilte ikke mindre end fem bilfærger i 1964. En bilfærge skulle hente en væsentlig del af indkomsten fra lastbiler og biler på vogndækket. Sådanne skibe var derfor ikke så afhængige af det toldfrie salg som de traditionelle passagerskibe.

To af de nye færger blev bestilt fra det franske værft, Le Trait. En af disse var afset til at dække overfarten Göteborg-Frederikshavn. Det var stadig ikke afgjort, hvor den anden skulle anvendes, da ordren blev afgivet. Man bestilte desuden en lille bilfærge hos Langesunds Mekaniske Værksted, og denne skulle sejle på strækningerne mellem Kiel og danske Nakskov og Fåborg. Man bestilte ydermere to lidt større færger ved samme værft, og det var meningen, at den ene skulle indsættes på en ny rute mellem Göteborg og Kiel, mens der ikke var nogen konkret ruteplan for den anden færge.

Med bilfærgerne på ruterne Nakskov-Kiel, Göteborg-Frederikshavn og Göteborg-Kiel kom Stena inden for et par år til at fremstå som et stort og velrenommeret rederi. Virksomheden fraveg ikke sin idé om at fylde skibene op med passagerer og skabe maksimale muligheder for salg ombord. Man forfinede blot idéen ved at udvide indkomsterne gennem en samtidig transport af biler og lastbiler.

/Anders Bergenek og Rickard Sahlsten.

Det var altså 1964. Tak til Anders og Rickard for at grave videre i vores historie ved hjælp af arkivet på “Klubb Maritim Göteborg”. Vil du læse deres bog, “Stena Line – Historien om et rederi”, så klik her.

Læs mere om Stena Lines historie i indlæggene “Stena Line i vores hjerter“, “Stena Line 1962“, “Østersøen” og Stena Line 1963.

Maja Petersen

Maja arbejder med digitalt indhold og sociale medier for Stena Line i Danmark. Her på rejsebloggen vil hun skrive om vores destinationer og rejseforslag og lægge historier op om Stena Lines færger og historie. Du er altid velkommen til at kommentere og stille spørgsmål!

Skriv en kommentar

Din email-adresse vil ikke være synlig

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.