Sommerferie i Norden

Sommerferie i Norge og Sverige

Norge | Ingen kommentarer

Sommeren er over os i Danmark, og det er helt fantastisk med varme og solskin. Og så begynder jeg rigtig at glæde mig til, at vi har ferie, og vi får tid til at komme ud at nyde det gode vejr! På en skøn sommerdag som i dag er der intet bedre end den nordiske sommer!

I år skal vi prøve kræfter med en aktiv ferie. Nu er drengene ved at være så store, at de kan være med til mange ting. Den lille på 4 er ved at ha’ knækket koden til at cykle rigtigt, og den store på næsten 7 suser derudaf og kan ikke få det hurtigt nok.

Derfor går turen i år til Norge, hvor vi håber på, at vejret bliver lige så fantastisk, som det er lige nu!

Hvad kan man lave på en aktiv ferie?

Cykling, rafting, klatring, højdebaner, vandring, ridning eller kanosejlads på elven. Der er et væld af forskellige aktiviteter, man kan prøve kræfter med i både Norge og Sverige i sommerferien. Og der er masser af forskellige steder, man kan gøre det.

Næsten alle ski-destinationer tilbyder i sommerhalvåret aktiviteter for hele familien. De har hytterne og hotellerne, fjeldene og elvene, og i sommerhalvåret bliver skilifterne mange steder forvandlet til cykellifter, hvor du let kan tage cyklen med helt op på toppen og derefter suse ned over fjeldet. Mange steder er der lavet MTB-stier i forskellige sværhedsgrader svarende til skipisters sværhedsgrader. De meget lette grønne, de lette blå, de udfordrende røde og de sorte for de øvede og eksperterne – og hvis du er mere til det helt stille og rolige, så er der langrendsporene, hvor du kan cykle tur med hele familien. Mange steder er der også lavet spændende baner, man kan cykle på – fx i Trysil, hvor de virkelig har mange tilbud for den aktive familie. Det er her, vi skal op og prøve faciliteterne af – og jeg glæder mig!

Der er dog masser af andre muligheder for at holde en aktiv ferie i Norden. Oppdal, Skeikampen, Hemsedal, Geilo og Hafjell byder på masser af muligheder for en aktiv ferie i Norge – og i Sverige er der skønne Idre Fjäll, Branäs og Isaberg. Alle steder kan man få masser af spændende aktive oplevelser.

 

rafting

 

Aktive oplevelser i Idre Fjäll

Cykling, rafting, klatring, ridning eller noget helt femte? I svenske Idre Fjäll, som er Nordens sydligste samerby, er der masser af forskellige aktiviteter, som kunne være spændende for en børnefamilie som os. Der er over 35 km MTB-stier i alt med forskellige sværhedsgrader, og man kan nemt cykle 4-5 dage i området uden at kede sig. For de små er der bl.a. klappedyr, børneklub og legeland – og pool både udendørs og indendørs. For de lidt større børn er der bl.a. højdebaner.

Idre Fjäll kunne sagtens også være en mulighed for os, da der er et stort udvalg af aktiviteter. Det er alt sammen i området, så det er let at komme til.

Udfordringer for alle i Isaberg

I Isaberg i Sverige er der også masser af muligheder for at holde aktiv ferie, hvor man kommer ud i naturen og får rørt kroppen – og det er ikke bare sjovt og udfordrende – det er også sundt for både krop og sjæl.

Ved Isaberg kan man komme en tur i højdebanerne – det kunne være en fantastisk oplevelse! Der er også masser af muligheder for at cykle og boltre sig i naturen – og så er Isaberg ikke langt fra Astrid Lindgrens Verden, hvor børnene kan møde alle figurerne fra de kendte børnebøger. Jeg tror, mine drenge vil være vilde med at møde Pippi langstrømpe og Emil fra Lønneberg! Der er desuden kort tid bag rattet til Isaberg, som kun ligger 128 km fra Göteborg.

 

 

cykledreng

 

Oplevelser i naturen i Branäs

Der findes mange former for aktiv ferie, og der er noget for alle, uanset om du er én af dem, der ønsker fart over feltet, eller du hellere vil tage det stille og roligt. I Branäs i Sverige kan man finde de helt perfekte rammer for en aktiv ferie med bl.a. cykling, kanosejlads, naturvandring og meget mere.

Hvis vi skulle til Branäs, ville jeg have taget familien med ud at nyde naturen fra elven. Det er en helt speciel oplevelse at glide langsomt igennem det stille vand i kano. Man kan nyde roen og freden omgivet af storslået natur, og holde skønne pauser langs bredden eller på vandet, mens man driver langsomt af sted.

 

kano

 

Aktiv ferie for krop og sjæl i Trysil

Trysil er naturens forlystelsespark med masser af spændende oplevelser for hele familien. De fleste kender Trysil som et utroligt populært skisportsted om vinteren, men også sommerperioden skulle være fantastisk. Det er her, vi har valgt at tage hen på familieferie til sommer. Der er familievenlige grønne og blå MTB-spor, som snor sig rundt i skoven. Og i weekendener en af stoleliftene på fjeldet åben, og man kan nemt sætte cyklen fast på liften og tage til toppen og cykle ned over fjeldet på de smukt anlagte stier.

Jeg tror også, vi skal ud på eventyr på elven med familierafting. Denne våde aktivitet er ikke kun for de ‘hårde nysere’ – de tilbyder ture på flere niveauer, så alle i familien kan være med. Og man kan tilmed få rabat, når man rejser med Stena Line.

 

trysil-sommerjob

 

Kano og cykling ved Oppdal

Også Oppdal i Norge er et rigtigt godt bud på en sommerferie-destination. Der er flere flotte søer, som passer perfekt til en tur i kano – den ideelle familieudflugt! Kombiner for eksempel turen med en hyggelig fisketur. Der er smukke sandstrande, som indbyder til en frokostpause med en storslået udsigt! Det kunne være hyggeligt at tage drengene med på en kanotur – især hvis de kan lade være med at slås, så længe vi sejler.

Oppdal byder også på cykeloplevelser. Det kan både foregå i et roligt tempo eller med lidt mere fart på nogle spændende stier. Landskabet er varieret med mange fjelde. Derfor er der mange muligheder for at variere sværhedsgraden af cykelturene, så det passer præcis til niveau og temperament.

 

kanodrenge

 

Sjov og aktivitet for alle i Hafjell

Downhill-cykling, kanosejlads, rafting på Sjoa-elven eller sjov på den olympiske bobslædebane? Hafjell tæt på Lillehammer har noget for enhver smag!

Hafjell ligger smukt placeret i de norske fjelde, blandt flere nationalparker. Tager man familien med på cykeltur eller fjeldvandring i højderne, kan man nyde godt af den storslåede udsigt over dalen. Skal det være ekstra børnevenligt, skal du helt sikkert besøge familieparken Hunderfossen til de skægge forlystelser, når du viser dit rejsebevis fra Stena Line.

 

hafjell-lillehammer

 

Skeikampen – flot natur i Norge

De norske fjelde ved Skeikampen byder på smukke rammer for vandring. Du kan komme på vandretur med guide, og der er ture i forskellige sværhedsgrader. Ens for dem alle er roen og den storslåede natur.

Naturen ved Skeikampen er også som skabt til en tur på cykel eller mountainbike. Der er cykelruter i forskelligt terræn, så der er noget for alle, uanset erfaring. Du kan finde en rute, der passer perfekt, hvad enten du er den hardcore mountainbikecyklist, der vil have udfordrende terræn og spænding, eller du gerne vil på en fredelig cykeltur med hele familien.

 

skeikampen

 

Fiskeri, rafting og vandring i Geilo

Geilo i Norge er et rent paradis for den aktive familie. For eksempel er fiskeri en skøn aktivitet, hvor selv de mindste i familien kan være med og lære at sætte pris på naturen. Fiskeri for børn og unge under 16 år er tilmed gratis! Sportsfiskeri er en vigtig del af den norske friluftskultur, og i Geilo kan du vælge og vrage mellem mange forskellige fiskemuligheder i elve og fjeldsøer.

Der er også en stor bjørnepark nær Geilo, hvor I kan opleve de store bamser tæt på.

 

fiske-mor-son

 

Sommeroplevelser i Hemsedal

Lystfiskeri, klatring, fjeldvandring og golf. Dette er bare nogle af alle de aktiviteter, du kan prøve kræfter med i Hemsedal, som er kendt som “Skandinaviens Alper” – ikke mindst for sine gode skiaktiviteter. Men også sommerperioden er fantastisk i Hemsedals smukke landskab.

I Hemsedal kan hele familien få en sjov og hyggelig ferie fyldt med aktiviteter, sjov og afslapning i naturen, som byder på masser af muligheder. Og der kommer hele tiden nye aktiviteter til! I 2016 kan du for første gang i Norge prøve de sjove Mountain Carts, som er trehjulede cykler for voksne, og som du kan drøne ned over fjeldene med.

 

vandring

 

Svært at vælge!

Men alle de tilbud er det svært at vælge. Jeg har selv været meget i Sverige som barn og har haft nogle fantastiske sommeroplevelser, og det vil jeg rigtig gerne give videre til mine egne unger.

Jeg har selv gode minder om hulebygning på småøer i skærgården, klippevandring med min mor og far, sjov på campingpladser med min søster og min barndoms somre i Sverige husker jeg som fulde af sol, sjov og gode oplevelser.

Den svenske og norske natur er bare så smuk, rå og storslået, og selvom det er tæt på Danmark, er det alligevel så anderledes.

Uanset hvor du skal hen på ferie, så håber jeg, at du selv og dine rejsekammerater får en helt fantastisk sommer!