Sopot Strand

Polens Riviera: Oplevelser i Gdynia, Gdansk og Sopot

England og øvrige ruter | 3 kommentarer

Smukke sandstrande, billige drinks, madoplevelser i særklasse, flotte bygninger, spændende museer, spaoplevelser og shopping til gode priser. Der er ikke noget at udsætte på et ophold i de polske byer Gdynia, Gdansk og Sopot, som kun ligger en sejltur med Stena Line fra Karlskrona i Sverige til Gdynia i Polen. Læs med og bliv inspireret til en ferie i smukke Polen.

Drop fordommene – du bliver overrasket!

Polen… Desværre kan jeg ikke sige mig fri for, at en del fordomme og tanker dukkede op i mit hoved, før jeg selv havde oplevet det. Og det var ikke billeder af smukke sandstrande og flotte madoplevelser, som var dominerende. Men jeg skal love for, at det billede er ændret, efter jeg har oplevet Polen på egen hånd!

 

 

Turen til Karlskrona

Turen startede søndag formiddag, da vi mødtes ved terminalen i Frederikshavn, hvorfra vi tog færgen til Göteborg for at støde til en gruppe af vores svenske kolleger, som havde sørget for at leje en bus, som skulle køre os til Karlskrona, hvorfra vi skule med færgen Stena Vision til Gdynia. Turen med bussen tog ca. 4,5 timer, og der var højt humør blandt kollegerne. Rejser du fra Sjælland, skal du blot køre til Malmö og derfra til Karlskrona, en tur på knap 3 timer fra f.eks. København).

 

 

Om bord på Stena Vision

Vi kom til Karlskrona, blev tjekket ind og gik om bord på Stena Vision, en af de tre færger, som sejler på ruten Karlskrona-Gdynia. Vi havde alle fået hver sin Premium-kahyt på 11. etage, og efter vi var installeret i kahytterne, mødtes vi i à la carte-restauranten Metropolitan, hvor vi spiste lækker aftensmad.

Fremme i Gdynia

Efter en god nats søvn og blid morgenvækning med Rod Stewarts ‘Sailing’ samt et solidt morgenmåltid i buffetrestaurant Taste, gik vi i land i Gdynia i Polen kl. 9, hvor guiden Maciej samt vores bus ventede på os.

Så startede turen for alvor. Maciej talte et flydende og letforståetligt svensk, og han var utroligt velinformeret og delte ud af sin viden på turen til Gdansk, hvor vi ankom efter ca. 30 minutters kørsel.

 

 

Seværdigheder og smukke bygninger i Gdansk

Gdansk er en smuk by, hvor mange bygninger er blevet bygget op igen i gammel stil efter at være blevet ødelagt under Anden Verdenskrig. Den er listet i top 3 over Europas bedste destinationer. Vi så torvet og hovedgaden med flotte bygninger samt verdens største teglkirke, Mariakirken, og floden Motlawa, som løber igennem den gamle by i Gdansk.

 

 

Lækker mad på Restaurant Kubicki

Da vi havde set de største seværdigheder i centrum gik vi ind på byens ældste restaurant Kubicki, som under krigstiden fungerede som natcafé, og som på det tidspunkt var et af de mest trendy steder i Gdansk. I dag er det en restaurant med en spændende historie, og her fik vi en lækker 3-retters menu med vin til.

Godt mætte og glade gik vi til fods hen til pariserhjulet Amber Sky, hvor vi fik et par runder til tops og et flot overblik over den smukke by.

 

 

Solidaritetsmuseet: Spændende historie i Gdansk

Herefter gik turen videre med bus til Solidaritetsmuseet. Museet er stort og flot og er et levende symbol for Gdansk, Lech Walesa og tusindvis af anonyme værftsarbejdere, hvis historie fortælles på Solidaritetsmuseet. Strejkerne var det, der til sidst ledte til kommunismens fald i Polen og som satte gang i østblokkens fald, og de er et vigtigt bidrag fra Gdansk til verdenshistorien.

 

 

Ølsmagning på mikrobryggeri

En smuk kulturoplevelse rigere tog vi efter museumsbesøget videre til ølsmagning på mikrobryggeriet Browar PG4. Her fik vi en gennemgang af ølbrygningen og smagsprøver på 3 gode øl – og et kig i menukortet viste, at priserne på øl i Gdansk er virkelig gode – ca. 15 kr. for 50 cl kvalitetsøl!

Spa-hotel i Sopot

Efter en veloverstået prøvesmagning gik bussen ud til hotellet Sopot Mariott Resort & Spa i Sopot, som ligger helt ned til havet med den fine promenade og den smukke sandstrand, som strækker sig 4,5 km.

 

 

Lækker mad på restaurant L’Entre Villes

En times tid senere mødtes vi og blev kørt til restauranten L’Entre Villes, som var en utrolig fin restaurant med levende musik udført af pianospiller med pingvinjakke, velkomst-bobler serveret af tjenere med hvide handsker og virkelig lækker mad og vin.

 

 

Store cocktails til små priser

Aftenen var ikke helt slut endnu efter den fine middag, for nogle af kollegerne og jeg besluttede os for at tage en tur på cocktailbar, inden vi skulle hjem og sove, så vi slog et smut omkring Cocktail Bar Max i Sopots berømte gade Monte Casino. Og heller ikke her blev vi skuffede – aldrig har jeg set så fine drinks! Og priserne var heller ikke afskrækkende – ca. 50 danske kroner for en xl Piña Colada med frisk ananas og masser af friske frugter som pynt.

Turen hjem til hotellet blev foretaget til fods, ca. 15-20 minutters gåtur langs promenaden, så var man ved hotellet. Dejligt at se dyner efter en lang og spændende dag!

Morgenløbetur med udsigt langs promenaden

Næste dag startede for mit vedkommende tidligt, allerede kl. 5.45 ringede mit vækkeur, løbetøjet kom på og turen gik langs promenaden i smuk morgensol på en god 10-km løbetur, som bød på naturoplevelser som en smuk udsigt over havet, masser af svaner og endda et lille egern.

 

 

Lækker morgenbuffet

Efter et hurtigt bad gik turen til morgenmadsbuffeten, hvor vi mødtes og spiste lækker morgenmad – her var alt, hvad hjertet kunne begære af frugt, æg, brød, pandekager, kaffe m.m. Lækkert!

 

 

Spa-oplevelser og det kolde gys

Efter morgenmaden var det tid til noget af det, jeg personligt havde set mest frem til ved turen – hotellets spa-afdeling skulle besøges! Og inspirereret af nogle friske kolleger startede spa-besøget med en tur med i havet sammen med friske Karen. Selvom det var et hurtigt dyp, var vi stolte over, at vi havde været ude i det kun 8 graders varme (kolde!) hav!

Nu var det tid til at afprøve de flotte faciliteter på hotellet – varme bassiner, udendørs jacuzzi, dampbad og sauna – virkelig skønt og afslappende.

 

 

Sopots hoteller

Kl. 10.15 stod vi alle klar og udtjekkede i receptionen. Herfra gik turen til fods ind til Sopot, hvor vi var inde og tage et kig på nogle af alle de smukke hoteller, man kan bo på i området. Og alle kan varmt anbefales! Der findes mange luksushoteller med spa-afdelinger til yderst favorable priser, og mange ligger helt med til havet og sandstrandene.

 

 

Selve byen Sopot byder på shopping, restaurantoplevelser og diskoteker, og om sommeren er det yderst velbesøgt. Vi så også den smukke mole, Europas længste træmole, som strækker sig 511 meter ud i havet.

 

Spændende bygning i Sopot!

Udsøgte madoplevelser på Quadrille Hotel i Gdynia

Ved frokosttid gik turen videre med bus til Quadrille Hotel i Gdynia, som er inspireret af ‘Alice i Eventyrland’, og vi så først det smukke hotel, som ud over spændende værelser, sjove malerier og spændende kunst også huser en spaafdeling samt ‘slyngelstue’ i underetagen. Virkelig specielt og smukt indrettet hotel! Og ikke mindst bød hotellet på en helt utrolig madoplevelse i deres restaurant, Bialy Krolik (the White Rabbit).

 

Frokosten bestod af en 7-retters smagsmenu, hvor hver ret var et lille kunstværk – her var jeg især imponeret af desserterne, som var helt fantastiske.

 

Gdynias havnefront

Meget mætte trillede vi ud i bussen sidst på eftermiddagen. Vi blev kørt videre til Gdynia, hvor vi så havnefronten med bl.a. 2 museumsfartøjer.

 

 

Shopping til lave priser i Gdynia

Mættede af indtryk og af al maden blev vi sat af ved indkøbscentret Riviera, som huser over 250 butikker. Her havde vi lidt mere end 2 timer til at shoppe i. Priserne er billige i forhold til danske priser, og der var en god blanding af internationale mærkevarer, store kædebutikker og polske, lokale mærker.

Jeg fik købt lidt gaver til drengene derhjemme, og da vi igen var samlet, kørte bussen os til sidste stop – terminalen i Gdynia, hvor vi checkede ind og kom om bord på færgen Stena Vision.

 

Buffeten i Restaurant Taste på Stena Vision

 

Retur med Stena Vision – mættede af god mad og nye indtryk

Velinstalleret i kahytterne var det igen tid til mad, og selvom jeg havde svoret, at jeg aldrig blev sulten igen, så kunne jeg alligevel lige klemme lidt mere mad ned til aften (skal vist lige have normaliseret mit fødeindtag igen!).

Et hurtigt besøg i shoppen, et kig ind i spa-afdelingen og et bad senere lå jeg i min køje i kahytten, meget træt og parat til at sove.

 

Pure Nordic Spa på Stena Vision

 

Fragtfærgen Stena Gothica

Næste morgen efter morgenvækningen af Rod Stewart og morgenmad i restauranten kom vi af færgen og ind i bussen, som kørte os til Göteborg. Her nåede vi lige fragtfærgen Stena Gothica, som egentlig ikke medtager gående passagerer, men da vi har nogle meget søde kolleger, fik vi dem til at gøre en undtagelse og vi kom med om bord, så vi slap for ventetid i Göteborg – for selv om det har været en fantastisk tur, er der nu aldrig noget så godt som at komme hjem til familien igen 🙂

 

 

De bedste ting ved Polen

Jeg spurgte mine kolleger, hvad de syntes, var det bedste ved Polen – og her er deres svar – jeg kan kun give dem ret i det hele!

  • Billigt og godt mad
  • God service
  • Imponerende bygninger med respekt for historien
  • Billig wellness
  • Rent og flot

 

 


  • Toress says:

    I begynnelsen var jeg imot å reise til Polen, og det viste seg at det var urettferdig å tenke sånn. Jeg og min kone er fornøyd at vi bor i Gdańsk, fordi dette er en av de vakreste byene i Europa. Nå lurer vi også på om vi skal kjøpe en annen leilighet i Jurata, fordi vi så det nye tilbudet av Dekpol, og Verano Residence ser ut som veldig lovende.

    • Maja says:

      Hej!
      Tusind tak for din besked. Det er dejligt at høre, at I trives i Gdansk – det er også en flot by! Du må endelig skrive, hvis du har nogle gode tips til, hvad man kan opleve, også i andre byer i Polen.
      Ha’ en rigtig god sommer.
      Mvh. Maja / Stena Line.

  • Erling Ethelberg Jensen says:

    Tak for dette!
    Den 7,maj starter jeg en 3 ugers tur i Polen på egen hånd, med start fra Karlskrona. ????