Harry Potter

På Harry Potter-rejse i Storbritannien – del 1

England og øvrige ruter | 2 kommentarer

Den svenske blogger Camilla Gunnarsson vandt en rejse fra Sverige til Tyskland med Stena Line (Göteborg-Kiel). Hun og hendes familie brugte deres kreativitet og begav sig ud på en utrolig inspirerende rejse til Storbritannien i Harry Potters fodspor. I dette blogindlæg kan du følge familiens rejse og lade dig inspirere! I denne første del kan du læse om de steder, de besøgte i England.  Herunder følger Camilla Gunnarssons blogindlæg:

Vi giver dig her et indblik i, hvordan vi endte med at få en begivenhedsrig tur til England og Skotland takket være Stena Line.

Fortællingen tog sin begyndelse, da vi for knap et år siden rejste med Stena Line til Tyskland som en af ​​fire finalister i ”Bloggbussen”-konkurrencen. Vi tilbragte nogle vidunderlige dage i Stralsund og Rügen, og jeg løb med sejren som “Sveriges barnligste blogger 2014”. Præmien var endnu en rejse til Tyskland. Jeg begyndte derfor straks at overveje, hvordan jeg kunne sammensætte rejsen. Når man nu alligevel skal til Tyskland, kan man vel lige så godt benytte lejligheden til at se nogle flere ting i Europa. Måske en lille skitur i Alperne? En seværdig tur i Londons Harry Potter-studier? Europæisk rundtur med eller uden campingvogn?

12-årige Matilde havde tidligere ”gennempløjet” de forskellige Harry Potter-bøger på både svensk og engelsk, og hun havde fået lovning på en tur til Harry Potter-studierne, så valget faldt på London. Tvillingebror Anton mente dog, at det kun ville være rimeligt at også besøge Stonehenge og Loch Ness, nu hvor vi alligevel skulle til Storbritannien, og han fik opbakning fra resten af familien. Vi gik derfor straks i gang med at google, læse og lave små notater på kortet over Storbritannien. Vi opdagede i denne forbindelse, at Harry Potter-filmene, primært de første, er indspillet flere steder i både England og Skotland, og altså ikke kun i studierne. Disse indspilningssteder blev vores små pejlemærker, og snart var der skitseret en rute for vores tur.

Del 1: England

Vores rejse begyndte med, at vi tog natfærgen fra Göteborg til Kiel. Vi kørte dernæst syv timer i bil, dog med små pauser undervejs, inden vi ankom til vores næste natfærge i Hoek van Holland, der skulle sejle os til Harwich i England.

Den første dag i England blev tilbragt i de prestigefyldte universitetsbyer Cambridge og Oxford, der er særlig interessant set ud fra et Harry Potter-perspektiv, idet flere af scenerne fra troldmandsskolen Hogwarts netop er indspillet i Oxfords universitetsbygninger. Skuespillerinden Emma Watson, der spiller Hermione i filmene, har ligeledes boet i Oxford. Vi taler derfor ikke blot om en universitetskatedral, det føles nærmest som hellig jord…

 

Vi rejste efterfølgende videre til London, hvor der findes rigtig mange “Harry-Potter-spots. Vi besøgte dem dog ikke alle, men prioriterede derimod de allervigtigste. Vi tilbragte en hel dag i Harry Potter-studierne, hvor mange af de berømte filmscener er blevet indspillet. Her kan man for alvor gå på opdagelse i de mange Harry Potter-miljøer, få et kig på filmrekvisitterne samt få mere baggrundsviden om universet. Vi slentrede videre gennem London Zoo, der virkelig imponerer, dog ikke kun, fordi det var i havens terrarie, at Harry opdagede sin evne til at tale med slanger. Vi gjorde dernæst et stop ved togstationen King’s Cross Station ved perron 9 ¾, hvor Harry og vennerne tog toget til Hogwarts. Vi fandt derefter vej ud til Black Park uden for London, hvor flere af seriens skovscener blev optaget.

 

 

London er jo også generelt interessant for Potter-fans, da udsigten over byen fremhæves i filmene, endda op til flere gange. En ting, vi naturligvis ikke gik glip af. Vi tog nemlig både på sightseeing op ad Themsen og “besteg” samtidig Tower Bridge, hvor du kan “gå på glas” højt over trafikken, der glider hen over broen. Tower of London var næste punkt sammen med Madame Tussauds, der ifølge nogle af os er en smule opreklameret. Andre var mere tilfredse med udvalget, især da Potter-skuespillerinden Emma Watson dukkede op blandt voksdukkerne.

Efter bylivet i London var vi klar til nogle roligere dage. Vi gik rundt blandt stenene i Stonehenge og lod os fascinere af historien, og hvad man kunne udrette for så længe siden. Vi besøgte endvidere den lille landsby Lacock, som ikke kun er en hyggelig by, men også et interessant “Harry Potter Place”, fordi flere Hogwarts-scener blev optaget i landsbyens kloster. I landsbyen finder du også et af husene, der i filmene udgør Harrys barndomshjem, hvor hans forældre blev dræbt af den onde troldmand Voldemort.

Gloucester med sin storslåede katedral blev vores sidste stop i England, før turen gik videre til Skotland. Katedralens klosterkorridorer genkendes fra Hogwarts-korridorerne i filmene.

 

Capture-gb_karta_eng

1. Oxford, 2. Cambridge, 3. London, 4. Stonehenge, 5. Lacock, 6. Gloucester

 

Blogindlæg fra den første del af turen (på svensk):

Cambridge

Oxford

London: Harry Potter-studierne

London: Black Park

London: King’s Cross station, Tower of London, Tower Bridge, Westminster Abbey

London: London Zoo og Madame Tussauds

Stonehenge

Lacock

Gloucester

 

I næste del: På Harry Potter-rejse i Storbritannien – del 2 – kan du læse mere om familiens rejse op til Skotland – god læselyst!

Har du fået lyst til at rejse med bilen over til Storbritannien og selv tage på udflugt i Harry Potters fodspor eller begive dig ud på nogle af de mange andre fantastiske oplevelser, der venter? Se flere muligheder på stenaline.dk!


  • Julie says:

    Super dejligt med lidt inspiration! Her går overvejelserne neto på at tage et smut til England.
    Tusind tak!

    • Maja says:

      Hej Julie.
      Tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du finder det brugbart 🙂 God tur til England, hvis I kommer af sted – og god sommer.
      Mvh. Maja / Stena Line